|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 8, 2012 18:22:43 GMT 1
Da han nævnte at han ville snakke med kongen standsede hun ligeledes op. Hun bemærkede at han stak begge sine sværd væk og rynkede en anelse forundret på sine bryn men uden at sige noget dertil. Hun ville gerne vide hvad han ville snakke med hendes far om, men at spørge om den slags var ikke just høfligt og desuden ragede det ikke hende. "Det ved jeg virkelig ikke om han har, men mon ikke De kan få lov at udveksle nogle få ord med ham" svarede hun mildt.
Da han bukkede for hende nikkede hun blot og fulgte ham med blikket idet han gik hen til en sten og satte sig. Hun gik nærmere og dog standsede på en meters afstand cirka og vendte blikket mod ham. Hun lyttede opmærksomt til hans ord og smilede mildt "Jeg har virkelig gjort mit bedste, men uden modstander, eller lærer til at rette op på de fejl jeg begår er det lidt svært. Desuden kan jeg ikke komme herned hver dag, jeg kommer her så tit jeg kan" Hun tav med et skævt smil over læberne endnu engang, og da han bad om hendes sværd trådte hun den sidste meter tættere på ham og rakte ham sværdet.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 8, 2012 19:21:57 GMT 1
Han tog imod sværdet og vægtede det i hans hånd. Det er ikke ordenligt balanceret, det vejer lidt for meget ude i klingen. Sagde han roligt. Han gav sig til at slibe sværdet med stenen, så det slog gnister i ny og næ. Der var nu ikke nogen farer for at en brænd skulle komme. Græsset var stadig fugtigt, selvom at det var dejligt varmt i luften.
Mens han sad og sleb sværdet kiggede han kort op mod skyerne over dem. Det kunne godt ligne regnvejr der er på vej. Selvom at det jo ikke sker så tit igen. sagde han ganske roligt. Han holdte en gang i mellem sværdet ud i strakt arm, balancerede det på håndfladen, for at mærke efter. Det begynder snart at føle som et sværd der er en prinsesse værdig. sagde han med en blid og venlig stemme. Forresten kan jeg ikke lige huske om de har en ridelære? Det var faktisk en af de ting jeg ville tale med kongen om. fortsatte han med samme stemme. Inden han fortsatte med at slibe sværdet trak han en mindre pakke frem fra sin kappe. Pakken rakte han op til hende.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 8, 2012 19:39:17 GMT 1
For tungt? Eller … hvad mente han helt præcis med ud af balance? Hun forstod det ikke helt men lod ham blot ordne den, han havde jo mere styr på den slags end hun havde. Selv betragtede hun ham roligt, dog med levende interesse for det så da sjovt ud om end stenen mod klingen af og til slog gnister. Han var så heldig at han kunne bruge et sværd som han gjorde, hun misundte ham virkelig sine evner og ville ønske hendes far gav hende lov at træne med våben. Men nej nej, det var jo ikke noget en fin dame gjorde, og slet ikke en prinsesse.
Hendes blik blev vendt mod himlen ved hans ord ”Det kunne være rart, varmen er nogle gange slet ikke til at udholde” svarede hun, hun havde intet imod at blive våd af lidt regn derimod ville det kun være dejligt at blive kølet ned efter træning. Ved hans næste ord smilede hun et stort smil ”Måske kunne De snakke med min far om at det ville være godt hvis jeg kunne forsvar mig! Måske ville jeg få lov at lære det ordentligt så, og på samme tid ridetimer for nej jeg har ingen ridelærer” sagde hun med en håbefuld tone i stemmen, hun kunne skam ride men det kunne være dejligt med en lærer alligevel. Da han pludselig rakte hende en pakke så hun forundret på den ”Hvad er det?” spurgte hun og tog forsigtigt imod det, en gave? Siden hvornår gav de hinanden gaver? Hun så nysgerrigt på ham og så ned på pakken igen.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 8, 2012 20:14:17 GMT 1
Han sad og nikkede til Lyenna sagde, mens han fik ordnet hendes sværd. Jeg ved jo at du ikke kan gå rundt med et sværd andre steder end her. sagde han blot roligt. Han pakkede stenen ned i en lomme igen og rejste sig op. Jeg husker ikke du var så langsom til at pakke gaver op. sagde han drilsk og smilede til hende. (pakken er en lille daggert, kvinder kan skjule mellem sine bryster, især ved brug af kjole.)
Han svingede sværdet i koncentriske cirkler, hvorefter han nærmest junglerede med den omkring sin hånd.Jo, nu tror jeg den er der. Den vejer lidt mindre ved klingen, hvilket gør den nemmere at svinge og mere præcis. sagde han roligt, mens han blot stod og ventede.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 8, 2012 20:28:34 GMT 1
Hun smilede og nikkede ”Lige netop” svarede hun og kunne ikke holde endnu et smil tilbage da han fortsatte. Hun så ned på æsken igen og åbnede den forsigtigt. Hendes hoved gled en anelse på skrå ved synet af den lille daggert. Aldrig havde hun fået våben som gaver, det var… helt underligt. Hun trak den forsigtigt op, den var så lille, og kunne skjules let. Hun smilede et stort smil og omfavnede ham ”Mange mange tak, jeg elsker den” sagde hun med et stort varmt smil over læberne inden hun atter slap ham og trådte et skridt tilbage.
Da han rejste sig op og afprøvede hendes sværd fulgte hun ham med blikket, et svagt suk brød hendes læber over hans elegance, bare hun kunne svinge sværdet så fint som han gjorde. Hun nikkede dog til ham ”Tak igen” svarede hun varmt.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 8, 2012 22:54:22 GMT 1
Arontala så kort på hende. Prøv at læse skriften på bladet. Sagde han kort og pegede på klingens side, hvor der stod, med en lille kroget skrift: Jeg passer Prinsessen, Prinsessen passer mig
Skriften var ætset ind i selve bladet, hvilket gjorde at det aldrig ville kunne blive slidt af.
Han gik ned på knæ, tørte sværdet af og rakte det til hende, med skaftet først. Daggerten er lavet specielt til dem. Men det er en skam jeg ikke har noget værktøj med mig. Så kunne jeg har gjort lignende med sværdet her. sagde han roligt, mens han smilede venligt til hende.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 9, 2012 11:14:49 GMT 1
Hun kiggede nærmere på bladet og læste ordene, et overrasket udtryk dukkede op i hendes øjne men hun smilede et muntert smil inden hun vendte blikket mod ham "Tak Arontala, det er i sandheden den fineste gave jeg har fået i mit liv" svarede hun blidt
Da han tørrede sværdet af og rakte hende det tog hun imod det og mærkede tydeligt forskellen. Den var lettere at holde og lettere at bevæge i hånden. "Jeg elsker det, det er lettere og ligger bedre i hånden nu" Hun smilede og kastede et blik på den gave han havde givet hende. "De har allerede gjort rigeligt" fortsatte hun ved hans ord.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 9, 2012 16:42:10 GMT 1
Arontala smilede til hende idet han rejste sig op og kiggede rundt. Han var glad for at han kunne være behjælpelig for Prinsessen. Det glæder mig meget at de er glad for gaven. sagde han roligt og kiggede væk et kort sekund. Det er mig en ære. Hans stemme var ganske rolig og fattet, selvom at hans ansigtsudtryk ikke var helt ligeså.
Han kunne ikke holde et lille smil tilbage, når han tænkte på hende, så han forsøgte hastigt at finde noget han ellers kunne sige eller foretage sig.
Hov forresten, De har jo ikke en gang set den nyeste tilføjelse til min samling af våben. sagde han roligt og strakte begge arme ud.
Hvis Lyenna så efter, ville hun have opdaget at han manglede ringefingeren på begge sine hænder. Hans hænder var knyttede og en sylespids klinge skød ud, der hvor ringefingeren burde have siddet, på begge hænder. Klingen var monteret på undersiden af hans arm.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 9, 2012 20:18:48 GMT 1
Han var mere end behjælpelig, hun kunne bedre lide ham end nogensinde før. Det var ikke så tit hun fik gaver, og de hun fik var altid noget tøj eller smykker, dette var anderledes, våben var absolut ikke noget hun havde fået før, nu havde hun sit helt eget våben! Sværdet var jo ikke helt hendes, hun havde det godt nok for sig selv men det var et hun havde skaffet sig fra vagternes lager, ikke noget specielt. Hans svar fik hende til at smile mildt, men hun rynkede forundret på panden da han så væk, var der noget galt? Hun blinkede forvirret men svarede blot mildt ”Det skal De da ikke sige, det er mig der føler mig beæret over at De husker mig og kommer med gaver” svarede hun mildt. Hvordan havde han overhoved vidst at hun ville være der? Nå han havde måske håbet på at støde ind i hende. Hvad der var galt med ham vidste hun ikke helt, så hun sjov ud? Dum ud siden han så væk sådan?
Da han atter vendte sig mod hende og nævnte sit nyeste våben så hun pludselig endnu mere interesseret på ham ”Lad mig da se” sagde hun tydeligvis opstemt over det, han havde trodsalt de mest interessant våben i verden, eller af hvad hun havde set. Hendes blik blev vendt mod hans hænder og hun bemærkede straks at der manglede noget, og det var altså ikke bare et smykke men fingre. Han manglede begge sine ringefingre ”Hvad er der sket med dine fingre?” spurgte hun og så overraskede på ham, for en kort stund glemte hun det såkaldte våben han ville vise hende, hun vendte blikket mod hans hænder og bemærkede dem nu, lod sine fingre strejfe metalet ganske forsigtigt.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 10, 2012 17:20:37 GMT 1
Arontala stod kort og overvejede hvordan han skulle forklare hende om de manglende fingre. Pas på, sagde han hurtigt da han ikke var tryg ved at nogen rørte ved klingerne. De er temmelig skarpe og er lavet til at kunne gå gennem en brynje. Sagde han og forsøgte at undvige spørgsmålet om hans fingre. Eller mangel på samme. Det tog mig mange måner at få styr på mekanikken. Det var bestemt ikke nemt. Fortsatte han hastigt. Med et vrik med lillefingeren trak klingerne sig hastigt tilbage igen. Hele mekanikken var monteret på indersiden af armen og derved skjult af ærmerne på han trøje.
Han vendte sig mod hende og gik på knæ. Prinsesse Lyenna Norgarthon, Tillad mig at indrømme en hemmelighed for dem. sagde han med et glimt i øjnene. Jeg må indrømme at jeg har fundet mig den her skønne kvinde, som jeg er grundigt lun på. Ganske vist har hun en titel jeg aldrig ville kunne hamle op med, men hendes fader kender mig, eller det gjorde Han.Jeg har store håb. sagde han roligt med han dejlige blide stemme og forhåbninger om at hun ikke var så hurtig til at samle brikkerne som hun så ud.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 11, 2012 17:39:04 GMT 1
Hun ville meget gerne vide hvor han dog havde mistede de fingre henne, for sidst hun havde set ham var hun ret sikker på at de havde været der. Hun fik et chok da han udbrød at hun skulle passe på og strejfede under chokket bladet på den ene af dem som gav hende en lille rifte på spidsen af pegefingeren. Blodet pippede frem dog var det heldigvis ikke så voldsomt. Hun skyndte sig at trække en lommetørklæde frem og pressede det mod såret. Han fortsatte og forsøget tydeligvis at skifte emne ”De undgår mit spørgsmål, jeg vil stadig vide hvad der er sket med Deres fingre” svarede hun bebrejdende, hvorfor ville han dog ikke sige det?
Pludselig gik han ned på knæ foran hende og hun så overraskede ned på ham. Hvad var det dog han gjorde? Hun blinkede forundret indtil han skilte læberne og begyndte at snakke. Hemmelighed? Hvilke hemmelighed? Da han fortsatte syntes hun at forstå det men lod som om hun ikke gjorde, ikke for at pine ham men fordi hun selv gik i panik. Hvad skulle hun dog gøre!? Hun havde absolut intet imod Arontala for han var en venlig og meget tålmodig mand, det havde han altid været overfor hende i hvert fald. Desuden havde han været hendes lærer men hun havde aldrig set ham som mere end lærer, og slet ikke nu hvor hun havde mødt Jacob. "Er det en jeg kender?" Spurgte hun ganske roligt og lød helt neutral.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 13, 2012 6:50:41 GMT 1
Arontala stod på knæ og overvejede igen om det var det rigtige han havde gjort. jeg mistede mine fingre da jeg skulle rede en anden kvinde, fra hende uduelige husbond. Han var voldelig og respektløs. Han ville have taget mit liv hvis han var trænet nok. Mig kostede det mine fingre. Det var en billig pris jeg betalte for retfærdighed. Nej jeg slog ham ikke ihjel, men sårede ham blot overfladisk. Lensherren forviste ham og man har ikke set ham siden. sagde en smule bedrøvet, for han vidste godt at han aldrig ville være god nok tol den unge prinsesse. Han havde håbet på måske at kunne vinde hendes faders gunst, eller forføre hende. Intet af det virkede længere muligt.
Han rejste sig op og kiggede væk. undskyld. En gammel mands tåbelige drømme. sagde han blot. Han følte sig fjollet og pinlig. Han kunne jo ikke gør for at han følte noget for hende. Hvis bare. ...
Hans ansigtsudtryk ændrede sig hele tiden fra sorgmodig til eftertænktsom og tilbage igen.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 13, 2012 17:06:35 GMT 1
Arontalas svar kom en del bag på hende, havde han virkelig udsat sig selv for så stor fare for at frelse en kvinde fra hendes mand? Normalt var mænd frie til at gøre hvad de ønskede med deres hustruer uden at nogen kunne blande sig, selvfølgelig kunne der være grænser men det skete så sjældent at nogen blandede sig at det nu kom helt bag på hende. Den respekt hun i forvejen havde nærede for denne mand voksede blot ved hans ord ”Jeg er sikker på at den kvinde du hjalp er dig mere end taknemlig, du er en god mand Arontala” svarede hun ganske blidt. Det var en pris at betale, en stor pris om end det blot havde været to fingre og ikke hænder.
Han kom atter på benene hvor han virkede så bedrøvet og sørgmodig, hun bed sig svagt i underlæben og anede virkelig ikke hvad hun skulle sige ”De er da ingen gammel mand… hvad er De? 25.. 26 vintre?” svarede hun og fornemmede selv hvor dumt det dog lød. Men hvad kunne hun ellers sige, at give ham forhåbninger var bare det dummeste og det var bedst at spille uviden end at sige noget dumt. Hun holdt skam af Arontala, han havde været hende en god læremester og en god ven.
|
|
|
|
Post by Arontala Lodbrog-Dryake on Feb 13, 2012 22:33:19 GMT 1
Han så blidt på hende et kort sekund. Hvis blot de havde ret. sagde han blot stille. Han tog kappen af og hang den hen over stenen han havde siddet på tidligere. Han var ikke helt sikker på hvad han lige skulle gøre af sig selv, han havde egenlig håbet lidt på at hun måske ville falde lidt for ham, men det lod ikke til at ske i den nærmeste dimension.
Han gik roligt hen til træet, hvor han tog en lille kniv med et skæfte af træ frem. Kniven satte han fast i træet, sådan at den sad godt fast og næppe ville falde ud af sig selv.
Han gik et par skridt væk og vendte ryggen til. Fra hans bælte tog han nogle kasteknive frem, som han stille lagde klar i hans hånd. Han kiggede op mod himlen og fik øje på en ørn langt oppe. Den så ud til at være på jagt, hvilket for ham betod at der ingen fare var i nærheden. Jeg føler mig gammel. Min alder taget i betragtning så burde jeg stadig have mine forældre. Jeg burde have fundet mig mit livs kærlighed, eller bare noget der minder om det. Men intet af det er sandt. Jeg har oplevet alt for meget krig og drab til nogensinde at få en normal tilværelse. Jeg har selv været med til en stor del af det, så det er vel egentlig min egen skyld. sagde han afslappet, dog med et opgivende udtryk i ansigtet. Min krop burde kunne klare en del år endnu, men jeg er bange for at det stille lakker mod enden. Han sank hovedet en anelse og kiggede ned mod jorden, inden han kort spændte i hele kroppen.
|
|
|
|
Post by Lyenna Norgarthon on Feb 14, 2012 16:47:17 GMT 1
Hun så tilbage på ham ”Hvorfor skulle jeg ikke have det? De er da en god mand” svarede hun nærmest insisterende. Han var altså ret flink og venlig. Hun havde absolut ingen anmærkninger, og hun kunne da lide ham, men.. det var bare ikke den slags følelser hun havde for ham. Især da hun havde været yngre havde hun fundet ham fantastisk, men det skyldtes nok at han var den eneste udover hendes kammerpige der havde troede på hende og brugt tid på at træne hende.
Hendes blik fulgte ham hvor hun ikke helt kunne regne ud hvad han foretog sig. Da han atter kom tilbage betragtede hun ham roligt, lyttede tavst til ham idet han svarede. Ja det kunne hun vel godt forstå, man var nok aldrig sig selv efter en krig som den de havde været igennem. ”Krigen er ikke Deres skyld! De gjorde Deres pligt og jeg er blandt dem der takker Dem…” han havde nok ikke været alene om det men han havde gjort sin del og det kunne hun kun takke ham for. Det hele kunne være endt den anden vej rundt og så ville hun næppe være prinsesse nu men nærmere en slave eller ussel tjenestepige. Den sidste sætning fik hende til at spærre øjnene op og hun stillede sig ind foran ham med en hånd over hans arm ”Hvad er det dog De siger! De er kun 25, De har et helt liv foran Dem og kan sikker finde en kvinde og skabe Dem en familie” svarede hun med en fast tone, det gjorde da ondt i hjertet at høre ham sige den slags.
|
|
