Træningen genoptaget

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala var kommet tilbage til kongebyen, der hvor han havde været for et godt stykke tid siden. Da han havde været i mindre knægt på ti vintre, blev han sendt til kongebyens garde for at træne hos dem. Det var dengang en meget stor ære for ham, men siden har han dog set sin del af blodudgydelser.

Nu var han kommet tilbage, for at se hvordan det har gået den dengang lille prinsesse, som han trænede i kampteknikker og våbenbrug, i al hemmelighed naturligvis. For det bød sig jo ikke en prinsesse at lege med våben.

Han var taget hen til kongehaven for at mindes de gode gamle tider uden bekymringer. Han havde naturligvis sit typiske afslappede tøj på, men det eneste man egentlig kunne se var hans kappe med de mange lommer indvendig. For den skjulte resten af hans tøj og holdte varmen ude.

[Lyenna Norgarthon]

Lyenna havde sneget sig ud til det vante sted hvor hun trænede. Hendes vagt var sikkert på jagt efter hende i et forsøg på at finde hende men det var aldrig lykkedes ham før at finde hende. Slotshaven havde sine skjulesteder, og heldigt at de kun var kendt af ganske få. Sådan havde det været i mange år og hun nød at være derude alene. Det var det eneste sted på slottet hvor hun kunne være sig selv.

Denne dag havde hun selvfølgelig klædt sig i mandetøj, noget alle ville gå amok over hvis de ellers vidste det, men hvad de ikke vidste havde de ikke ondt af. Hun havde trukket en kappe over tøjet og skjult et sværd og nogle dolke ind under. Under kappen var hun klædt i brune bukser, brune lette støvler der ikke var særlige tykke, og en hvid skjorte med korset ude på som holdt maven og brystet stramme dog uden at kvæle hende som en kjolekorset ellers ville gøre.

Hun havde varmede op som hendes træner engang for længe siden havde lært hende, og først der var hun gået igang med at svinge sværdet i lette bevægelser. Desværre havde hun ikke mulighed for at træne hver dag og derfor følte hun sig en anelse rusten på området.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala syntes at han kunne høre den umiskendelige syngen fra et kortsværd der blev svunget gennem luften. Han begyndte stille at følge lyden gennem den ellers rolige have, med lette skridt, for ikke at skræmme den det nu var der trænede.

Da kan stille kom tættere på, kom tankerne også stille tilbage til ham. Disse stier kunne jeg gå med bind for øjnene, tænkte han kort, da han med det samme genkendte dem. Han begyndte stille at tænke over hvem det mon var der trænede her ude. For de fleste brugte som regel arenaen. Den eneste han lige kunne komme i tanke om var Lyenna Norgarthon, kongedatteren. Hende som han en gang tog sig af, når han havde fritiden til det.

Da han var kommet tæt nok på til at kunne blive opdaget af en opmærksom person, kravlede han næsten lydløst op i et stort og tykt træ. Der var dog ikke mange træer i nærheden, de var spredt godt, for at lade solens lys ramme blomsterne og græsset på jorden.

Han kiggede ned, oppe fra træet, på en person han genkendte. God eftermiddag ma'lady, sagde han blot kort, med han sædvanlige rolige stemme.

[Lyenna Norgarthon]

Hun syntes hun hørte noget og holdt en mindre pause hvor hun holdt vejret. Hendes blik gled rundt og hun lyttede fuldkommen opmærksomt. Lyden af en ret så velkendt stemme fik hende til at vende blikket mod det sted lyden kom fra, et smil gled straks over hendes læber med synet af Arontala "Godeftermiddag" Svarede hun og nikkede til ham. At neje kunne hun ikke, bukke var hun slet ikke lært til, at nik var vel nok. Hendes blik hvilede på ham, det var længe siden hun sidst havde set ham "Hvordan har De det, det er længe siden siden sidst" hendes stemme var ikke høj, men derimod rolig og blid. Hvorfor sad han dog deroppe?

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala smilede kort til hende, inden han let og elegant hoppede ned fra træet. Jeg kan se du ikke har glemt hvad du har lært. Sagde han roligt med en blid stemme. Men har du så noget mere?
Alt det med formaliteter havde han fuldstændigt glemt, for det var aldrig kutyme, når det kun var dem.

Han gik et skridt mod hende, med armene spredte, indbydende til et knus, efter den alt for lange tid, der havde gået.

Han kiggede kort rundt, for at sikre sig at der ikke var den mindste chance for at de ville blive opdaget. Og, hvordan går det så ellers med Kongen og Dronningen? Spurgte han hende med et lille smil på læben.

[Lyenna Norgarthon]

Hun smilede skævt og trak på skuldrende "Jeg har lært en ting eller to" svarede hun mildt. Det var jo ikke løgn, hun havde da trænet og fulgt soldaternes træning og sine brødres med og derfra havde hun forsøgt at gøre kunsten efter. Det var lykkedes syntes hun selv men hun syntes jo altid det gik godt.

Han sprang let og elegant fra træet og landede ikke langt fra hende. snart kom han hende i møde med armene spredt hvilket kort fik hende til at blinke overraskede men smile skævt. Det var længe siden de sidst havde været rigtigt formelle overfor hinanden og det så ikke ud til at have ændret sig spor meget. Hans arme blev lagt om hende og hun forsvandt i hans favn hvor hun gengældte omfavnelsen. Hun var ret spinkel af bygning og derfor ikke ret stor.

Da han spurgte til dronningen og kongen smilede hun skævt ”De har det udmærket. Kongen har som altid travlt med arbejdet, og dronningen med hoffet” svarede hun med et skævt smil. "Hvordan har De det?" hun selv kunne ikke helt slippe den formelle tiltale form, men sådan var hun, det var svært og der skulle trænes inden hun ville lade være.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Han slap hende igen kort efter og trådte et skridt tilbage for at se ordenligt på hende. Hun var vokset en del, hendes krop havde fået nogle former, som den slet ikke havde anlæg til dengang.

Han kiggede på hendes holdning, for at se om hun havde fået nogle dårlige vaner, men der var ikke rigtigt noget han lige bemærkede. Det var da godt at høre. sagde han anerkendende med et smil.

Han trak armene ind under sin kappe igen. Hvis de blev færdig med at varme op, ville det være spændende at se hvor meget de har lært og holdt det ved lige. Sagde han drilsk med et lille smil.

[Lyenna Norgarthon]

Da han slap hende og trådte et skridt tilbage for at se på hende føltes det helt underligt. Hun var ikke van til at han så sådan på hende, han var hendes træner, lærer og hun holdt skam af ham, men af den grund blev det ikke mindre underligt. Hun sagde dog intet, for hvad skulle hun også sige? I stedet for forsøgte hun at lade som ingenting. At hun havde fået former var vel næppe underligt, dengang havde hun kun været et barn, hun var næsten en voksen kvinde nu, inden længe ville hun også fylde 17.

Hendes holdning havde ikke ændret sig til det værre, det var helt sikkert, hun var lige så rank, og havde den samme stilling. Men at træne uden ham var ikke let så om hun havde nogle evner at vise vidste hun ikke. Hun smilede blot et skævt smil tilbage.

"Jeg er skam færdig med at varme op, så vi kan godt tage en duel hvis det er hvad De opfordre til..?" svarede hun en anelse drillende og spørgende. Hun kunne sikkert ikke vinde over ham, han var jo mere trænet i det her end hende, og var stærkere og større. Hun fiskede et hårbånd frem som hun bandt håret med så det ikke skulle komme i vejen og samlede sværdet op igen inden hun atter vendte blikket lettere spørgende og afventende mod ham. Det her skulle nok blive sjovt.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala så på hende med et afventende blik. De har da vel ikke glemt, at jeg aldrig slår først. sagde han med et flabet smil. Kappen han havde på, gjorde det umuligt at forudse hvilket træk han havde tænkt sig at benytte af. Man kunne heller ikke lige vide hvilket våben han ville benytte mod hende.

Han havde dog valgt at tage fat i to kortsværd, der begge passede nogenlunde i størrelse med det, Lyenna selv holdte.
Men han var dog alligevel forberedt på et kommende slag, hvad enten det ville komme fra oven, siderne eller en blanding. Et slag nedefra var ikke brugt så meget igen til at starte med. og endnu sjældnere mod en enkelt modstander.

[Lyenna Norgarthon]

"Det slags glemmer mand ikke, men jeg havde alligevel håbede at De havde ændrede vane" svarede hun muntert idet hun stillede sig klar foran ham. Det var det der var spændende her, hun vidste ikke hvilket våben der ville blive trukket og derfor måtte hun forsøge at tyde det via kropssprog, bevægelser eller trækninger. Det var ikke let, og det var nok heller ikke et af hendes stærke sider.

Hun angreb ham fra siden, grebet om sværdet var solidt uden at være for hårdt således at hun ikke kunne bevæge håndlede for at parrer et muligt slag fra ham. Hun regnede med at han parrede slaget og derfor havde hun også skyndt sig at lade endnu et slag falde, denne gang for neden, ikke noget man så så tit men hun havde også tillært sig egne metoder de var bare aldrig blevet brugt i praksis før da hun ingen havde at prøve det af på.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala trak begge sine kortsværd hvor med, der ene han parerede det første slag. Det var nemt at gennemse. nåede han lige at sige drilsk. For dat det næste slag kom, kunne det have taget hans ben med sig. Han nåede dog lige at hoppe højt nok til at gå fri af klingens vrede.

Nu var det hans tur, inden hun ville kunne nå at følge op med et tredje.
Han startede med at svinge fra siden af, men det var i hendes blinde vinkel, mente han. Hans andet slag kom samtidigt med at han flyttede sig et skridt til siden, så da slaget ville ramme, ville det være ned den flade side af sværdet mod hendes mave.

[Lyenna Norgarthon]

Han trak to sværd frem! to!! Parerede hendes ene slag men den anden havde næsten ramt. Han skyndt sig dog at hoppe hvilket reddede hans ben, men ærligt havde hun heller ikke forventet andet. Hun skyndte sig at rette sig op idet han angreb hende, havde skam opfattede hans ord men hun måtte koncentrere sig om at undvige det ene slag og det andet også, men det lykkedes ikke helt. Heldigvis havde han brugt den flade side af sværdet men der havde alligevel været styrke i det og hun blev puffet en smule bagud.

Han var bedre end hende, det var der intet nyt i og hun forventede heller ikke at vinde, men hun ville ikke give op. Hendes blik forlod sværdet som havde ramt hendes mave, og blev vendt mod hans ansigt, et beslutsomt glimt kunne ses i hendes øjne idet hun skubbede klingen til side med sig eget sværd og sendte en række angreb ind over ham. Hendes gyldne øjne var mere opmærksomme end før, og det var tydeligt at hun nægtede at give op efter så lidt.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala kiggede kort på hende for at se hvordan hun reagerede. Jeg kan jo ikke sende dem tilbage med rifter på tøjet og skræmmer på kroppen. Sagde han hurtigt med et lille smil, mens han lagde an til at fortsætte med et bombardement af angreb.
Han gik mod hende med faste skridt, mens han svingede sine sværd, alt i mens han drejede rundt om sig selv, så der konstant var en regn af slag. Slagene var dog ens og nemme at parrer eller at undgå. Han gentog denne manøvre en ti gange, hvilket måske var for meget selv for ham. Han var blevet noget kun rundtosset, hvilket gjorde det svært for ham at orientere sig. Øjnene trille rundt i hovedet på ham.

[Lyenna Norgarthon]

Han havde parerede hendes slag og snart regnede det ned over hendes med angreb. Disse var dog ikke nye, men ret velkendte og lette og derfor lykkedes det hende at parer dem dog ikke helt uden at blive forpustet over de hurtige bevægelser hun måtte foretage sig. Et smil gled over hendes fyldige læber ved synet af hvor rundtosset han var blevet, samt over hans ord. Nej det ville ikke være nogen god ide, og folk ville stille spørgsmål. "De ser ret underholdende ud" sagde hun og blinkede drillende til ham. Hun havde fået en svag lyserød farve i kinderne som varmen havde spredt sig i hendes krop og hun var blevet forpustet.

[Arontala Lodbrog-Dryake]

Arontala stoppede op og så på hende med et venligt smil. Faktisk kom jeg forbi fordi jeg ville have et ord eller to med kongen. Jeg håber blot at han har tid.sagde han med et lille smil, der skjulte den lille smule frygt han gemte på.

Han trak sine sværd til sig og puttede dem tilbage under kappen, hvor han tidligere havde taget dem. Stille og roligt bukkede han for hende og gik derefter hen til en større sten, hvor han stille satte sig ned. Du har lært nogle gode tricks mens jeg har været væk. Men du har ikke holdt dem helt ved lige. Sagde han roligt, med en blid og venlig stemme, men alvoren var ikke til at tage fejl af. Jeg ved selvfølgelig godt at du ikke altid har tiden til det. Jeg er nu heller ikke skuffet. Faktisk er jeg glædeligt overrasket over hvor meget du tydeligvis har trænet gennem tiden. Fortsatte han, mens han roligt fandt en rund sten frem fra en lomme i sin kappe. Stenen var ikke større end at den nemt kunne ligge i hans halvstore hånd.
Han rakte armen op mod hende. Om forlov. Må jeg låne deres sværd ma'Lady? spurgte han roligt, uden at se på hende. Han sad næsten med lukkede øjne.