Klar til træning

[Lyenna Norgarthon]

Hvor tilladt det var at påvirke hende som han gjorde anede hun virkelig ikke, men hun vidste i hvert fald at dette aldrig var sket før og nok heller ikke ville ske igen, i hvert fald ikke af en anden. Mændene her forstod at de ikke måtte komme tæt på, og hvis de gjorde ville der straks være en anden til at stoppe dem. De ønskede hende alle samme, eller i hvert fald dem der sværmede om hende, og derfor forstod de at holde hinanden på plads så de alle havde en lige chance og ikke mere. Det sjove var, eller sjov og sjov, men det underlige var nok at de alle vidste at det hele slet ikke afhang af hende, hun var ikke en almindelig adelsfrøken der kunne have e ord indført, det hele afhang af faderens ideer og ønsker. Det irriteret hende selvfølgelig, især fordi hendes veninder, eller de såkaldte veninder hun havde alle kunne have et ord indført lige meget størrelsen mens hun selv måtte bøje sig for sin faders ønsker. Det fik hende tit til at føle sig som et objekt der var blevet stillet til skue eller slag, og det var det vel i virkeligheden. Man forventede jo at hun giftede sig, sørgede for sin mand og fødte nogle børn. Om hun kunne lide manden eller ej var ligegyldigt, for hun ville komme til at holde af ham med tiden, det var hvad hendes moder tit havde sagt. At hun vakte hans begær havde hun faktisk ingen anelse om, ja igen havde hun jo kun oplevet folk der ønskede hende for den magt hun medbragte eller status så at nogen kunne begær hende ville blot virke underligt og nyt for hende. Snart trådte han atter tættere på, og han stod helt tæt på hende. Selv inden han tog dette skridt havde hun syntes han stod tæt på, så dette skridt gjorde det på ingen måde lettere for hende. Endnu et smil dukkede op på hendes læber, han forstod virkelig at vælge de rette ord, og for en gang skyld mødte nu en mand der ikke bare plaprede løs og trådte hende over tæerne ved sin snakkeri. Hendes blik blev fanget i hans og forsøget på at tage blikket til sig mislykkedes så hun var tvunget til at se ind i hans skønne blå øjne som fik maven til at trække sig sammen. Hun havde ikke bemærket hans hånd som pludselig strøg hendes kind ganske blidt, uden at tænke spor meget over det gled hendes øjne svagt i og hun lod kinden svagt følge hans fingres kærtegn hvor hun holdt et suk af velbehag tilbage. Snart forsvandt hans hånd igen og hun følte sig genert over sin opførsel. Hans blinken og efterfølgende ord bragte et skævt smil over hendes læber ”De forstår at udtrykke det” sagde hun med en lettere drillende tone. ”Det er lige før jeg misunder kvinderne i Deres omgangskreds” fortsatte hun i samme toneleje.

Det kunne gå hen og blive sjovt hvis hun lærte dette fuldt ud og kunne blære sig med det overfor sine brødre. Det krævede nok træning men hun vidste at øvelse ville gøre mester og intet kom ud af det blå. Det var så bare heldigt at hun havde prøvede at skyde før så hun var ikke helt på bar bund selvom det meget let kunne komme til at se sådan ud. ”Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste” svarede hun med tydelig spænding i stemmen for det her skulle nok blive spændende. Det hun bare ikke vidste var at det ikke kun ville blive spændende, men ikke så let med ham så tæt på sig.
Jamen hvorfor skulle folk dog gide høre på hendes kvaler? Det ville jo bare kede dem ihjel eller gøre dem deprimeret. Ikke at depression var kendt på det tidspunkt men alligevel. Hun ønskede desuden ikke at få folk til at føle sig dårlig tilpas eller få dem til at kede sig i hendes selskab, så hellere snakke om noget andet end sig selv, så selvcentreret var hun ikke. Ja Lyenna tænkte sjældent på hvordan hun havde det, men på hvordan andre havde det, det var nok derfor hun var så lidt lykkelig som hun var og ikke var tilfreds med sig selv. Hun hørte hans ord, nikkede men svarede ikke for at bryde ud i gråd var absolut ikke noget hun var van til om end det var lige hvad hun pludselig fik lyst til. Det var længe siden hun sidst havde grædt, og det føltes svært at gøre nu, det sved godt nok i øjnene men de var helt tørre. Da han sagde at han selv gerne ville lytte smilede hun et taknemligt smil. ”Tak…” svarede hun blot, for aktuelt det ville blive havde hun ingen anelse om, hvor stor var chancen i det hele taget for at de ville ses igen? ikke særlig stor hvis man spurgte hende, men nu havde guderne andre ting at sige i det emne. De snakkede godt nok lavt til hinanden, men det var bedst, hun ønskede ikke at andre skulle høre det her, det var et sted for privat. Ja tænk at hun pludselig syntes det var privat med en person hun ikke engang kendte det rette navn for, og dog… fornavnet passede måske? Jacob havde han sagt, det lød ikke forkert munden tværtimod ret bekendt men hvor hun havde hørt det vidste hun ikke helt.

Nej hun havde aldrig været der som sådan, hun havde hørt igennem skoven men i karet og havde derfor ikke fået mulighed for at mærke skovens jord under fødderne eller gået rundt derinde. Derimod havde man altid skyndt sig igennem skoven og først sagtnede farten når man var ude igen. hun smilede ved hans svar ”Sangfugl…?” gentog hun muntert, det tilnavn havde hun nu intet imod, det lød faktisk ret godt, og sødt. Om det passede til hende vidste hun ikke helt, men siden han brugte det måtte det vel gøre? ”Det vil jeg se frem til” tilføjede hun få sekunder efter, for hun så skam allerede frem til den tur som hun kun kunne drømme om, for det virkede på alle måder så uvirkeligt. At skoven indeholdt måde gode og onde ting vidste hun skam godt, at det kun var fyldt med farlig ting lød ret forkert, og at få det bekræftet af en jæger var endnu bedre. Deres blikke blev atter fangede i hinandens og hendes udtrykte den samme blidhed og varme som ved starten af deres møde.

Hans hånd slap hendes for at lægge sig over hendes bryst og hans fingre og hånd rørte derved ved den bare hud hvilket fik hende kort til at holde vejret igen, noget han helt sikkert vil kunne bemærke idet hendes brystkasse hævede sig dog uden at sænke sig lige med det samme. Hendes reaktion var kommet af ren overraskelse, ingen havde nogensinde været så tæt på hende, og aldrig var hun blevet rørt på den måde, det føltes helt underligt, og hun vidste at det var forkert af hende at tillade det men ærligt kunne hun ikke gøre noget så overrasket som hun var. Hans ord sank snart ind og det blev ikke bedre af at han understregede at han havde bemærkede hvordan hun reagerede over at han stod så tæt på hende. Hun lod omsider luften forlade sine lunger mens ret lave ord som hverken ham eller andre skulle høre brød svagt hendes læber i en let mumlen ”Det kan De sagtens sige”. Det var da ikke løgn, han kunne sagtens stå og bede hende om at slappe af men det var lettere sagt end gjorde. Hun forsøgte dog og efter nogle forsøg lykkedes det at få styr på hendes hamrende hjerte og hurtige vejrtrækning. Det var gået nogenlunde, hans kærtegn idet han fjernede hånden fik det til at krible i hende men hun pressede blot læberne sammen uden at sige eller gøre noget. Hun havde lige troede at hun slap for flere af hans berøringer da hans hånd lagde sig over hendes mave og han trak hende tættere på ham som hun havde hans muskuløse bryst mod ryggen. Godt nok var der stof imellem hans fingre og hendes hud men hun fornemmede alligevel varmen gennem tøjet. Hans hånd forlod dog hendes mave og strøg hen over hendes arm som hun nu strakte. Hun nikkede svagt som tegn på at hun havde hørt ham sige hun kunne sætte strengen på når hun var klar, få sekunder efter satte hun pilen på plads i buen hjerte ”Godt, næste uge… på denne tid…” hviskede hun svagt til svar, og uden at vente på mere anvisning trak hun buestrengen tilbage med pilen i og slap. Hun havde sigtede mod den nærmeste skydeskive som stod omkring 10 meter væk, og pilen ramte, ikke i midten, men den ramte. Hun trak sig væk fra ham snuede rundt og blinkede drillende ”De er en god lærer” sagde hun muntert.

[Jacob Letonia]

Hendes bevægelser mod hans kælende hånd, fik et smil frem på hans læber før han trak den væk, han var nu lidt glad for at det her ikke var så ensidigt, selvom det nok kun var en håbløs drøm for ham med det han havde opnået indtil nu, så han kunne nok kun se hende hvis han fik hende ud af slottet, han skulle havde en status for at komme ind og besøge hende, den status han endelig havde, men der ikke var nogen ære ved, dette fik ham faktisk til at ville kæmpe mere, han ville gøre mere for at vise sit værd og få hans familienavns magt igen. han ville ikke bruge det til at han selv ville få det bedre, den eneste grund til at han tænkte på det lige var fordi han ville havde tilladelse til at kunne komme i kontakt med hende, det faktisk at kunne snakke med hende igen, betød meget i hans hoved lige nu, i sær nu, hvor hun da nok havde det bare lidt på samme måde. Selvom han nok ville være den eneste adel der ville klare alt selv og var mere rebelsk end alle andre, ville han kæmpe for at kunne komme tæt på hende, selvom han også godt vidste at det kun var et spørgsmål om tid før hendes far nok havde fundet en passende gom, men det gjorde ikke at han ikke med nok mirakler i træk ville kunne være den person. Pludselig stoppede hans tanker, han var ved at gå på et vildspor, han tænkte for langt frem, han gik efter noget der ville havde for stor betydning, han måtte leve i nuet og nyde hvad han havde nu og lige nu var hun foran ham, han skulle ikke miste øjeblikket fordi han tænkte på en utrolig usandsynlig fremtid. Han lyttede til hendes ord og grinte lidt. "jeg tænker i hvert fald før jeg snakker, men når man kigger på dem og snakker med dem syndes jeg ordrerne kommer af sig selv" sagde han og blinkede meget let til hende, hun mente åbenbart at kvinderne i hans omgangskræs var heldige, men han havde aldrig været en person der prøvede at flirte med alle og en hver. Kun folk der virkelig sagde ham noget havde bruget ham interesse, men når han tænkte over det var han aldrig kommet så tæt på nogle så hurtig og slet ikke kunne mærke sig selv reagere så kraftig, som hun sagde det mærkede han også hjertet slå nogle meget hurtige slag før han kunne tage sig sammen, hans ansigt udtryk var nok også lidt specielt, havde det virkelig betydet så meget bare at hun sagde det var lige før hun misunde dem. "jeg tror ikke der er nogle kvinder i min hukommelse der har fået så meget af min opmærksomhed som dem, selvom jeg nu selv ville ønske at de var en kvinde i min omgangskræs" sagde han, han prøvede ikke at komme ind på noget der faktisk fortalte hende at hun var så nik, som han faktisk tænkte over, han havde faktisk endda været lidt bange for at rødme før, men havde haft kontrol nok over sin krop.

Jacob følte hvordan hendes begejstring voksede med lysten det her var ikke kun fordi hun ville lærer, men også fordi hun ville kunne vise at hun var meget mere end et kønt billede. "jeg tror skam på dem, men lad os så se om vi ikke kan lærer dig nogle små treks, jeg tror nemlig de ville være en let elev." sagde han og smilte over mod pilen hun havde i hånden og så ind i hendes øjne, igen, han kunne ikke lade dem være, den brune farve med det klare gyldnede skær brænde sig ind i ham, som om han blev afhængig af synet af hende, han begynde på denne måde at mærke hvordan han blev letter, han havde lyst til bare at tage hende med på hans rejse, det var bare trist at hun var prinsesse. han kunne ikke komme til at se hende let, han skulle kæmpe for det hver gang.

Han mærkede hvordan dette var noget der plagede hende, han vidste ikke hvordan han kunne hjælpe hende, men han vidste at var der noget der ville gøre ondt på hende resten af livet så var det denne smerte hvis hun ikke fik den løsnet, han kunne nok ikke gøre noget lige nu og nok heller ikke i slottet, men en ting var sikkert han ville ikke lade hende gå sit liv i møde med det på hjertet. "jeg ville aldrig lade en sangfugl jeg er kommet til at holde så meget af, gå sit liv i møde, med de ar på sjælen, jeg sværger at jeg på den ene eller anden måde at få gjord den smerte god igen, så meget ære har min familie tilbage" sagde han og kiggede hende direkte ind i øjne for at vise han mente det, det kunne godt være at hun ikke ville havde det frem så let at hun så det letter at skjule, men det skulle ikke ske, ikke for hende. hendes sjæl skulle renses for sår der ville kunne skade hende, den eneste adelige han kende med et rent hjerte skulle også kunne leve med det uden for mange byrder.

Jacob grinte lidt over hendes måske lidt forvirret reaktion til hendes lille tilnavn, men det passede godt til hende, mens fordi hendes nynnen havde været så afslappende som alle de fugle der sang i skoven. "jeg tror det er det bedst klædende navn til dig, også så ingen andre keder dig udenfor byens mure" sagde han og blinkede til hende, på den måde var det ikek så vigtigt at skjule sig, det var jo ikke rigtig mange der havde set hendes ansigt, de fleste havde måske hvis de var heldige set et maleri af hende, men det var nok ikke mange, så hun blev nok ikke genkendt der ude. "jamen så er de da ikke den eneste." sagde han og holde sig lidt tæt ved hende igen og hviskede ind i hendes øre "for hvordan kan man ikke glæde sig til at se gudernes vidunder her på jorden" sagde han og lod igen sin kind glide sig hen af hendes, dog uden at vagterne kunne se det, men han kunne godt mærke at de var blevet anspændte, de ther havde taget meget mere tid en de havde troet det skulle og meget mere tid end de normalt bare ville acceptere.

Jacob grinte lidt over hendes anspænde måde at være på, hun havde virkelig problemer med det her, men han var måske også ldit ond, men det var ikke fordi at han var så slem igen, han kunne være meget værre, han kunne havde gjort til, der umuligt havde kunne gøre hende afslappet og selvom hun nok ville havde nydt det så var hans ikke på at vagterne havde gjort meget værre ting mod ham også fordi at hvis han havde rørt hende meget mere, end der hvor han gjorde det under træningen. "jeg syndes ellers, jeg er venligt mod dig, jeg kunne ellers havde gjort meget mere ved din hals" sagde han lige efter pilet var sluppet, hvorefter han pustede hende blidt i nakken, men da hun sekundet efter drejede hurtigt rundt ud af hans greb, kunne han mærke hvordan hans arme fulgte med og tilsidst måtte give slip, mens de hang ud efter hende, som om de ønskede hendes nærvær igen, dog kom de hurtig på plads, hvorefter han smilte til hende "god lærer, jeg vil nu sige jeg har en god elev, du rammer plet på dit første forsøg, det kender jeg ikke mange der kan, vi burde gøre det noget oftere, så ville du nok blive en af de bedste" sagde han og blinkede til hende og grinte så lidt, mens hans hånd lage sig bag hans hovede og kløede ham i nakken, han havde en mærkelig form for kriller rundt i hele kroppen efter at hun havde bevæget sig sådan ud af hans greb, det var nok en længsel efter hende igen, men han brugte bare en let kløen til undskyldning, så han ikke helt behøvede at indrømme sandheden for sig selv.

[Lyenna Norgarthon]

At det her var blevet til en drøm for ham havde hun ingen anelse om. At han faktisk satte sig for at kæmpe for det havde hun heller ikke nogen ideer om, men det ville klart have glædet hende at han virkelig havde det på den måde. på samme tid ville det nok også have fået hende til at føle sig som noget værd, ikke bare en genstand der skulle sælges men noget værd at kæmpe for som person ikke som genstand. Hans tanker havde fortsat så meget at han var begyndt at tænke på ægteskab, selv var hendes tanker så splittet at hun ingen anelse havde om hvad hun tænkte og hvad hun ikke gjorde. Det her var det bedste der var hændt hende i lang lang tid og selvfølgelig var hun glad for at møde en person der virkelig gav sig tid til at snakke med hende. Hvor dog han kunne snakke, han vidste lige præcis hvad han ville sige men det gav ham flere point i hendes lille bog, selvfølgelig en bog ren mentalt og ikke bogstavligt. Jamen ja hun mente virkelig at kvinderne i hans omgangskreds var heldige, havde hun blot haft en som ham i hendes egen ville hun have morede sig en del og slet ikke haft det så skidt. Men på den anden side, hun ønskede ikke en som ham i sin omgangskreds, hun tog sig selv i at ønske ham i sin omgangskreds. Hvis han fortalte hende at han slet ikke var en person der normalt flirtede ville det være svært at tro på for han klarede sig da ret fint, og hvor kom den slags andre steder end erfaring? At hende ord påvirkede ham vidste hun ikke men hun ville med glæde have set ham rødme, så kunne han smage sin egen medicin! Men hans svar var dog noget der glædede hende og hun smilede et varmt smil ”Tro det eller lad være, men jeg ville ønske jeg var det” svarede hun og mente derved at hun hellere end gerne ville have været i hans omgangskreds.

Det var lige netop hvad hun ville bevise og det var derfor det her betød mere end noget andet lige pludselig. Hun ville gerne være rebelsk, oprørsk lave ballade men det var ikke just så let når folk havde ideer og tanker om en og man var bange for at skuffe folk omkring sig. Men nogle gange måtte man tænke på sig selv, det var vel ikke forkert? Hun smilede ved hans svar ”Så må vi jo se om De har ret” svarede hun mildt og kastede ligeledes et blik ned mod pilen i hendes hånd inden hendes blik atter faldt i hans da de begge så op på hinanden på omkring samme tid. Nej det her ville helt klart ikke blive let, for slev i det korte øjeblik hun havde set væk fra ham havde hun syntes at det var forkert, at hun ikke burde se andre steder og det var nok derfor hun atter havde søgt hans blik.

Det var ikke en fysisk smerte, for havde den været fysisk ville den muligvis være healet en dag, eller en smerte man kunne sætte en finger på og lære at leve med. Men den her smerte ville ikke forsvinde lige med det samme, og det hun frygtede allermest var at hun mistede den smule frihed hun havde det var blandt andet derfor hun var så påpasselig med at gøre noget, men nogle gange måtte man tage chancer og hun havde allerede taget nogen så hvorfor ikke tage flere? Pludselig stod han og sværgede på at han ville forsøge at fjerne noget af den smerte hun følte og hun rynkede forundret sine fine perfektplukkede bryn over lige netop det han sagde. Betød det virkelig så meget for ham, ja det gjorde det for hun kunne se at han mente det ærligt, desuden havde han lige sagt at han holdt af hende! det havde hun ikke hørt før og det var nok til at gøre hende mundlam. Da han nævnte sin familie og den ære de havde tilbage så hun forundret på ham men stillede ikke spørgsmål, det var ikke tid til den slags endnu.

”Bare rolig, ingen vil kende mig inden i byen selv hvis de så mig…” svarede hun med et skævt smil og sænkede stemmen inden hun fortsatte ”Det har jeg nemlig prøvet” sagde hun med et skævt smil. Hun havde været i byen ret mange gange men folk snakkede til hende og lo uden at ane at de stod overfor prinsessen. Hun havde mødt de underligste typer, og de rareste typer i byen, hun vidste godt at verden ikke var fuld af godhed så naiv var hun heller ikke, og at se skoven ville næppe give hende noget sjov, ikke engang hvis hun så den mindre kønne del af den. At han også så frem til det var vel kun godt for det var jo ham der skulle vise hende rundt. Hans sidste ord fik hende til at smile ”Hvor har De dog lært al den smiger henne?” svarede hun lettere drillende og dog med den lave tone endnu bibeholdt. Berøringen som var meget lig den tidligere efterlod sig denne gang en fornemmelse og savn over hendes kind så hun nærmest fraværende strøg kinden.

Hans latter generet hende ikke så meget som hun havde troede, derimod virkede den behagelig og så musikalsk. Ja rørte han hende mere ville vagterne nok gå fuldkommen amok, desværre, for hun nød hans berøringer om end det føltes som ild der kom i berøring med hendes krop, dog på en yderst behagelig måde. Hans svar fik hende til at spærre øjnene op, hvad mente han dog med det? Hvad kunne han have fundet på? hun blev pustet i nakken og gøs svagt hvor hun kort kastede et blik tilbage på ham. ”De er fuld af overraskelse” svarede hun med et skævt smil. Få sekunder efter stod hun på afstand af ham, hun satte buen fra sig på jorden igen og rettede sig op for at høre hans svar. ”Med glæde” svarede hun da han sagde at de skulle gøre det her noget oftere. hendes vagt stod pludselig ved den busk Jacob før havde hentydet imod, denne gang fuld synlig, ham rømmede sig og hun måtte vende blikket spørgende mod ham. ”Det er snart tid til eftermiddagsteen, Deres højhed må hellere sætte kursen hjemad” sagde han udtryksløst og med blikket mere rettet mod jægeren end mod hendes. Et svagt suk brød hendes læber, lavede han sjov? Skulle hun efterlade verdens mest betænksomme mand for at tage hjem og drikke te? Hun vidste at hun ikke rigtigt kunne gøre noget, der ville være en masse spørgsmål hvis hun ikke dukkede op og hun ville nødigt bringe ham problemer. Hun nikkede og vendte blikket mod Jacob ”Det var en glæde at møde Dem, jeg vil se frem til det næste møde” sagde hun formelt og høfligt inden hun nejede høfligt om end hun ikke havde behov for det når hun var prinsesse men hun gjorde det nu alligevel. Hun smilede til ham, gik roligt forbi ham hvor hun lavt hviskede ”Vi ses”. Hun kom op på siden af sin vagt, gav en ordre til at ingen skulle komme ham på tværs når han forlod slotsområdet og blev fulgt tilbage til slottet.

///out

[Jacob Letonia]

Jacob smilte over hendes ord, ja hun ønskede faktisk at være en del af hvad hans liv var, men på den anden side ville det nok heller ikke være dårlig, men en ting var sikkert hvis der var nogle der skulle komme til en, så var det ham der skulle komme op på en status, der ville kunne få hende at se, han måtte starte fra en ende af, så måske var hans drømme ikke helt dårlige. "hvis jeg arbejder hårdt nok, kan det jo være jeg en dag bliver en del af deres svarede han bare afsluttende på spørgsmålet.

At folk ikke ville kunne kende hende i byen ville nok være ret godt, men problemet var ikke at komme ud af byen, det var at komme ud af slottet for hende, men så længe hun havde styr på det, så var det jo godt nok "så vender jeg spændt på dem der ude, så har jeg vidst også lidt mere tid til at gøre skoven klar til dem" sagde han, selvom nok kun han forstod hvad han mente med det. "jeg vil tro at min mor vel har lært mig det, men jeg beskylder nu stadig deres udstråling for at jeg siger det rigtige" sagde han og grinte lidt, ja det måtte helt sikkert være den.

Jacob sagde ikke så meget, mens hendes vogter stod der foran dem, han rørte hende ikek rigtig og han lyttede bare til hvad det var hun sagde til ham også fordi at vagten nu kiggede meget på ham og blikket var langt fra glad og han vidste selv at han skulle hurtig ud her fra, for nogle sinde at komme her ind igen, så skulle prinserne være vilde med deres buer, måske ville de se hans evner som skytte siden han vidste hvordan de bedste buer skulle være, hvis han var heldig og at kunne lærer prinserne lidt op, kunne han måske blive lærer, han var ligeglad med hvad der skulle til, men han ville ikke bare se hende en sjælden gang, han ville havde mulighed for at se hende tit, hans herte føltes allerede længselsfuld bare ved tanken om at vende en uge. "vi ses sangfugl, lad dine vinger føre dem sikkert af sted" sagde han og bukkede hvorefter lod sin hånd blødt tage fat i hendes på vejen hen, bare for at lave deres fingere glide blødt fra hinanden, mens de gik hver deres vej.

Da hun endelig var ude af syne, lage han et lille smil, han mærkede vagterne, han vende rundt og satte i løb, som 3 mænd kom ud af buskene, han havde intet gjort galt, men disse folk var sure, han tog ingen chancer, hans kondi var god og han kom godt af sted uden problemer og undskylde pænt til vagterne med hans våben om hvorfor det tog så lang tid, da han lige ville sikre sig at buerne var perfekte før han skynde sig ud af slottets porte, han havde meget han skulle nå.

//out