Klar til træning

[Jacob Letonia]

Jacob var kommet ind i den store kongehave, han havde været her før for mange år siden med sin far, men det var ikke noget han tænkte over mere, den havde ændret sig meget sien sidst men det var også et utal af vinter siden, han måtte havde været 5 vintre gammel, den gang hans far stadig havde magt og ikke var blevet den usling der blev hængt for forræderi. Langsomt gik jacob med 3 buer, han havde fået ordre på at lave nogle buer til prinserne når de skulle øve. ikke de bedste buer, men helt sikkert bedre kvalitet for pengenede end de overbetalte tømre i konge byen, en adelsmand havde fanget ham på gade da han havde snittet en bue og spurgt ham hvad den kostede, hvordan det var kommet videre til kongefamilien vidste han intet om, men han kunne ikke rigtig bare løbe fra det, selvom han ikke helt ønskede at komme så tæt på adelen, så var det ikek noget han kunne sige nej til, han havde brug for pengene, men dog var det kun buen de havde bedt ham om, intet andet, han kunne nok havde lært dem en ting eller to, men selvom hans evner var ud over mange jægers, så havde de kongelige altid en adelig lærer, selvom den lærer måske ikke var den bedste i verden, men det var sådan verden havde fungeret. han kunne huske det selv, han havde selv været ude hos jægere i skoven fordi hans adelige lærer ikke havde været nok, men det var nok også det han havde lært så meget af.
Langsomt gik gangen gennem haven over til hvor buerne skulle stå, han havde fået lov til at ligge dem der, for at gå lidt af i prisen, han havde kun sagt ja for at se hvordan haven havde ændret sig. Han stoppede op og kiggede lidt rundt, kiggede en sidste gang på buen om det var god nok og lage den så rolig fra sig, en foran hver skydeskive. "så meget har ændret sig og dog virker alting som det samme" hviskede han roligt for sig selv og kiggede lidt rundt, han kunne huske nogle få events her, men det var med den gamle konge, han kunne ikke huske den nye konges ansigt ved navn, men han havde sikkert også set ham før, han kunne desværre huske alle alt for godt fra sin tid i ridderfamilien.
Der var ikke mange vagter, men det var nok fordi de ikke så ham som en trussel, han var jo bare en jæger og med hans høflige maner og meget mere, så var han kommet igennem det hele, men et eller andet sted var der nok en eller anden der var blevet sendt ud for at holde øje med ham, en der gemte sig for ham, hvis han ville finde denne ene person kunne han nok godt, men han var ligeglad, han var her ikke for at gøre udåd, han var her for at se om der var mere end en måde at rense hans familienavn fra hans fars dåd, dog vidste ingen hvem han var endnu, ingen vagter kende ham og han skjulte ansigtet i sin hat når adelen kiggede på ham, det var så mange år siden han havde været så tæt på dem og han ville ikke gøres til grin mere.
Han gik i dag i pænere tøj, en hvid skjorte, sin brune læderhat, der kunne skjule hans ansigt med spidsen når han bukkede hoved og eller brune bukser og sko, skoene var nok det mest utrolige, han hade dem, men han kom ikke ind uden, han havde dog stadig sit læder beskytter på armen som beskyttede ham mod strengen når han skød buen af. han havde også fået lov til at beholde sin bue med sig da han gik, men pilene var blevet lagt fra ham og hans dolk, så han ikke havde nogle skarpe våben på sig. "gad vide hvem der bruger den her have, eller er alle bare blevet evakueret fordi jeg skulle ligge 3 buer" sagde han og grinte lidt, ja det kunne havde været sjovt, ham den store trussel, selvom hvis der kom det mindste råb om hjælp ville der være 100 vagter med et sværd mod hans strube på sekunder.

[Lyenna Norgarthon]

Det var nogle dage siden hun sidst havde været ude fra slottet, og selvom der normalt kunne gå uger inden hun forlod slottet igen, så følte hun sig ret rastløs. Hun ville gerne ud og strække benene, desværre måtte hun ikke forlade slotsområdet, medmindre hun sneg sig ud hvilket hun bare ikke kunne gøre ret tit. Dagen havde sneglede sig af sted, og selvom hun havde tilbragt det meste af dagen indendørs, var den yngste af hendes brødre dukkede op for at oplyse hende og blære sig over en ny bue han ville få. Lyenna smilede blidt til den yngre bror, tog sig ikke af hans drillende tone men nikkede blot til ham og bad ham vise hende den. Denne havde så fortalt at det ikke var muligt, den ville først ankomme senere på dagen, og han ville først dagen efter få lov at bruge den. Dette havde drevet Lyenna til at stille flere spørgsmål, og hun havde fundet ud af at buerne var blevet lavet af en person udefra slottet, og ikke den velkendte våbenmester. Dette gjorde at hun stillede flere spørgsmål og til sidst havde broderen med irritation sagt at fyren ville lægge dem ved skydeskiverne ude i haven. Derpå havde Lyenna fået en grund til at forlade slottet, ikke alene for at møde denne fremmed, men også for at se på disse buer der måtte være specielle på den ene eller anden måde siden hendes fader havde valgt at skænke hendes brødre to fra en fremmed og ikke nogen våbenmesteren sørgede for.

Hun havde ikke behøvede at skifte tøj, heldigvis, for hun var som altid tvunget ned i en ret tætsiddende kjole. Kjolen var mørkerød, med små stropper, den sad stramt om overkroppen og korsettet indenunder sørgede for at gøre hendes talje smallere end den i forvejen var. kjolens skørt var heldigvis ikke kæmpestor, men alligevel løs og tung. Hænderne var behandskede med sorte handsker, og håret sat som det altid skulle være. En sort halskæde rundt om halsen, og matchende øreringe, samt en smule sminke fik hende til at ligne en dukke på alle tænkelige måder.

Hun forlod slottet flankeret af sin egen personlige vagt som fulgte efter hende. Han virkede ikke tilfreds med det sted hun søgte til og efter kort tid bad han hende høfligt om at sætte kursen et andet sted. Hun standsede med et hævet bryn, hvorfor skulle hun dog det? Svaret var fordi der var en fremmed som vagten ikke rigtigt brød sig om. Hendes reaktion var en himlen med øjnene og derefter fortsatte hun mod haven. Snart var hun kommet derind, og bad hun vagten om at holde afstand således hun hverken ville kunne se ham, høre ham eller fornemme ham. Hans blik blev hårdt og stædigt, og for at gøre det hele værre bad hun ham om ikke at komme frem før hun kaldte på ham. Han snerpede læberne sammen i en irriteret mine og nikkede, bukket for hende hvorefter han forsvandt. Roligt fortsatte hun ind i haven, så sig omkring i den velkendte have som for hende ikke havde forandret sig. Hun så den jo ret tit så hun bemærkede ikke forandringerne. Hun nynnede snart stille for sig selv, men en lyd fik hende til at holde inde med dette. Hun fortsatte mod det sted lyden kom fra og opfattede de sidste ord der forlod den fremmedes læber som stod med ryggen til hende fra det sted hun selv var dukkede op. ”Den bliver ikke brugt så tit af andre end prinserne, og dronningen..” lød hendes svar på hans ord, stemmen var fløjlsblød og ung, indikeret at stemmen var meget velegnet til at synge. ”Ellers er det mest til sammenkomster at den bliver taget rigtigt i brug” hun stof med hænderne folede foran sig, og med et venligt blik i de gyldne øjne.

Outifit: Clik

[Jacob Letonia]

Jacob kunne høre at der kom en lyd bag fra ham, han var ikke så interesseret i hvem det var, men changen for at det kunne være en der kende ham gjorde at han tog lidt fat i sin hat og satte den lidt ned, så han kunne skjule ansigtet, hvem denne person var, var et mysterie for ham, måske en han havde kendt fra sin barndom, men hvad vidste han. En tydelig kvindestemme kom bag ved ham, det var glad, men helt sikkert oppe i tonen, hun var høflig, dog var hun ikke en person der hilste, hvilket nok betød hun var adelig, men hvem hun var vidste han ikke. roligt vende han sig om o lod blikket se på hende før han lod resten af sit ansigt skjule, hun havde meget flot tøj på, den tætsiddende kjole viste godt hendes former og hun var meget femini anlagt, helt sikkert et godt udsyn for øjet og nok også en person duellen allerede stod om blandt adelen. "jamen goddag" sagde han og bukkede høfligt, han kunne ikke risikere at han blev set, så han skulle havde en undskyldning for at bukke hoved med det samme, hvilket så blev et fornemt buk, roligt rettede han sig op igen og lod hatten gøre sit arbejde med at skjule ansigtet, det var kun hans mund var var i stand til at se intet mere. et let smil kom frem fra ham og tag tog en indånding før han sagde mere til hende. "det er da en skam, den er så flot og med naturen omkring og fuglenes sang er det jo et vidunder at kunne få lov til at bruge denne plads, så har man endda sangere der går rundt i haven" sagde han med hentydning til hendes nynnen før, hun havde jo lydt godt, selvom han ikke havde kunne bruge så meget opmærksomhed på det når han også skulle tænke på at skjule sit ansigt.
Han lod et enkelt øje komme til syne for hende, bare så han ikke virkede uhøfligt, men mere som om han gerne ville skjule noget, det kunne være et grimt udseende ved hans ansigt og da han ikke regnede med hun havde lyst til at se det, lod han sig bare blive sådan. "tør man spørge, hvem jeg er så heldig at møde her før vagterne kommer og smider mig ud igen, så jeg ikke laver hærvært med min meget farlige bue uden pile" kom det roligt fra ham med et lille grin og et smil på læben, han ville gerne virke harmløs for hende, da han var lidt interesseret i at vide noget om hende, han skulle jo helst havde så meget hjælp med at komme frem som overhoved muligt og hun virkede da som en stor hjælp når det kom til stykket, ud fra tøjet som hverdags brug var hun i hvert fald ikke lavt stillet. "eller er det for meget at forlange af en jæger der har skænket prinserne to buer" spurgte han og kiggede lidt på hans ansigt, han var ikke sikker på om han havde set hende før, det kunne godt være hændt til et bal eller et andet selvskab da han var mindre, han vidste i hvert fald han havde mødt den nuværende konge familie, men var hun bare besøgende eller var hun en del af dem og hvor gammel havde han været hvis han havde mødt hende, 5 måske 6. "er det forresten deres vagt bag busken der tag sig til sit sværd og er ved at løbe frem i brudtest over jeg snakker med dem" spurgte han igen, det var meget let for ham at høre, når man skulle kunne høre et dyr i skoven kunne man helt sikkert høre en mand der var ude a frustration, men dog var han ikke til at se, det var bare de små baggrunds lyde Jacob lage mærke til.

[Lyenna Norgarthon]

Lyenna forventede at han vendte sig om, ikke fordi det var en selvfølge at han gjorde men fordi folk normalt reagerede sådan uanset hvem den der dukkede op måtte være. Da han vendte sig om og hilste med ord, hvorefter han bukkede og holdt ansigtet skjult for hende kunne hun ikke andet end at blive nysgerrig. Hendes blik gled hen over ham, høj, veltrænet, men hun genkendte hverken kropsbygningen eller stemmen. Han var heldigvis ikke en af dem hun havde stødt på i byen. For under hendes hemmelige turer til byen mødte hun mange, hendes mandelig påklædning og det at folk ikke havde set hende tæt på sørgede for at hun ikke blev genkendt, men hun snakkede med mange og dukkede nogen af dem hun snakkede med op på slottet ville chancen for at hun ville blive genkendt være ret stor. Det var tydeligt at han forsøgte at holde ansigtet skjult, om det var for ikke at blive genkendt, eller for at skjule en eventuel handicap havde hun ingen anelse om. Hun flyttede sig dog ikke ud af stedet.

Da han fortsatte og hentydede til hendes stemme slog hun forlegent blikket ned. Folk hørte hende ellers aldrig synge, og hun sang normalt ikke, at nynne skete når hun var fraværende og i godt humør derfor havde hun ikke rigtigt bemærket det før. ”Tak for Deres komplement” svarede hun høfligt inden hun atter hævede blikket mod ham. Hun bemærkede hans blik på sig og lod hovedet glide en anelse på skrå, typisk! Hun var så vant til mændenes blikke, især til ballerne eller sammenkomsterne for hun fik mere opmærksomhed end hun brød sig om eller ønskede. Han gav hende endelig lov at se lidt af hans ansigt, hvilket ikke blev til meget mere end hans ene øje og en smule af hans kind. Hun rynkede en anelse på brynene i ren forundring men glattede derefter brynene ud igen.

Snart spurgte han om hendes identitet, og på samme tid efter hendes mening kom til at lyde lidt ironisk med hensyn til vagternes kommen grundet hans farlighed, gled et smil frem over hendes læber. ”Så vidt jeg ved, plejer man at præsentere sig selv først” svarede hun og trådte roligt nærmere for at formindske afstanden og af nysgerrighed efter at se nærmere på ham. Dette bragte dog tilsyneladende utilfreds hos hendes vagt om end hun selv ikke bemærkede det. Da den fremmed nævnte hendes vagt kastede hun et blik tilbage mod den busk han snakkede om, hun så intet i første omgang men selv havde hun fået træning.. godt nok var det træning som ingen vidste noget om men hun havde fået hjælp af en af landets bedste kriger. ”Tag Dem ikke af ham.. han har fået besked på at holde sig fra mig indtil jeg selv siger andet” lød hendes svar idet hun atter vendte blikket mod ham. Hun så nu nærmere på hans ansigt, eller forsøgte på det, men han blev ved med at skjule den for hende. Havde de mødt hinanden før? Måske var det lige det han ikke ønskede at hun skulle vide! Lyenna havde først i en alder af 12 deltaget i ballerne og festerne på slottet, hun havde dog været med til de mindre sammenkomster i en tidlig alder så måske havde de set hinanden der? han virkede dog ikke til at være adelig, om end han var klædt fint.

[Jacob Letonia]

Jacob kunne ikke lade være med at kiggede på hende som hun slog hoved ned, hun var måske en genert type, ja det videre nu meget godt, men hvis han kunne køre på en let smigr til denne person så kunne det endda være at vagten ville gå helt ned, han ville da i hvert fald prøve, men han skulle jo nødig overspille og overdrive som om at han var en eller anden håbløs bejler, han ville bare drille vagten og hvis han var heldig, så ville hun da også få lidt sjov ud af det. "det var da så lidt, jeg kan da ikke forstille mig at jeg er den første til at sige det, med mindre jeg er den eneste der har været så heldig at høre det" sagde han og smilte let, et venligt imødekommende smil, for også at gøre hende mere tryg på hvem han endelig var, så hun muligvis turde at tale mere til ham. Hendes reaktion på hans blik var tydelig, hun virkede irriteret over det og han skjulte roligt sit ansigt igen. "de virker let irriteret over noget jeg har gjort, det kommer nok ikke mig ved, men hvis de fortæller mig hvad kan jeg jo prøve at lade være" sagde han, ikke fordi han ikke havde regnet ud at de var hans blik på hendes udseende, men han ville høre hende sige det, se hvor meget det endelig betød at han havde kigget på hende på den måde og også fordi at hvis hun sagde det højt ville vagten helt sikkert reagere på en let negativ på, hvis vagten vidste at han så begær i hende ville nok sikre sig for, at han kom væk fra hende med det samme.
Jacob grinte, så hun ville ikke ud med sproget om sig selv, men hun var kommet tættere på ham hvilket var et lille problem, det gjorde hende i stand til at se mere af hans ansigt, dog kun starten af hans næse. han var højre end hende hvilket betød at hun kiggede mere nede fra, det ville være letter for hende at se ham, måske var han heldig at hun ikke ville kunne kende ham, men det var nu mest ønske tænkning. "jamen ok, så må jeg vel være den høflige person i blandt os, jeg bliver kaldt for hunt, det er mit navn blandt de jæger der findes i landet, jeg er kendt for at tage de største udfordringer op, og må jeg så høre hvad deres navn er, eller er jeg som jæger ikke værdig før jeg gør noget for dem til at få det at vide" sagde han med et smil på læben, hvilket fik ham til at rette hoved lidt op, dog kun i et sekund, før han lage det ned igen, hun havde måske set hans ansigt, det havde i hvert fald kommet til syne i et enkelt sekund.
Jacob grinte lidt over ordrerne af vagten der helt sikkert var ved at blive lidt bitter. "hvis han vil prøve at sikre dem på afstand tror jeg at han skulle havde mere træning, jeg tror endda at jeg kunne høre ham her ude før de kom og med deres tøj burde han havde en stor fordel" dette var ikke for at give kritik til hendes tøj, dog bare at side at han havde letter ved at bevæge sig lydløs end hende efter hun gik i denne kjole. "men jeg regner da med at jeg så kan føle mig tryg ved at de holder ham i kort snor, det er også rart at vide at der er kvinder der kan finde ud af at passe mænd som de skal" sagde han og gav busken et lille blik før han vende tilbage til hende, han var istand til at se hendes hage her hvor han stod og det ville være underligt hvis han bøjede sit hoved mere end han allerede gjorde, så han sat lidt fast.
"der er dog noget der nager mig, jeg fik at vide at alle folk blev vist væk her fra fordi jeg kom, på trods af det, så ser jeg dem, hvordan kan det være at en adelig med livvagt tør at møde en farlig farlig jæger på fri fod" spurgte han og prøvede at få øjenkontakt med hende med det ene øje og det det komme ud i lyset, den før meget mørke farve i øjet blev nu udskiftet med en meget kraftig blå farve, en farve man normalt havde kendt ham på som lille, safir blå, ufattelig gennemtrængende, dog kun kort, hvor han mærkede solen mod øjet.

[Lyenna Norgarthon]

Genert? Nej, ikke normalt. Men der var visse ting der kunne få hende til at blive genert, forlegen eller rødme. Man skulle bare ramme de rigtige punkter. Desværre var hendes stemme et af de svage punkter, hun havde en smuk sangstemme men hun sang aldrig. Forældrene ville næppe bryde sig om at deres datter gik rundt og sang, og fordi ingen havde hørt hende synge så blev hun straks forlegen hvis nogen understregede det. Dette var dog ikke sket så meget før, og at han overhoved havde opfattet hendes nynnen var kommet bag på hende. At han håbede på at komme ind i varmen igen ved at bruge hende havde hun ingen anelse om, hun vidste jo ikke hvem hun stod overfor. Han virkede dog ikke til at være særlig gammel, men kropsbygningen gjorde hende en anelse i tvivl. Hun havde desuden kun set lidt af hans ansigt så hun var slet ikke sikker. ”Det er De faktisk, udover min kammerpige altså” svarede hun, det sidste ikke spor højt. Hun ville ikke snakke om det, men det var hun for høflig til at sige, og forhåbentlig ville han opfatte det.

Hun frygtede ham ikke, det var der efter hendes mening ingen grund til. At hendes vagt var utilfreds med at hun henvendte sig til denne fremmed kunne hun godt forestille sig, men hendes vagt vidste jo heller ikke at hun kunne forsvar sig selv til en vis grænse. Hans ligefremhed kom endnu engang bag på hende, hun var ikke van til at man snakkede så åbent med hende og det var ikke fordi hun havde noget imod det, men som sagt var hun bare ikke van til det. Da han spurgte indtil grunden for hendes irritation, overvejede hun kort sit svar ”Deres blikke er mig bare så velkendt, det kan være irriterende at blive beskuet på den måde” lød hendes svar. Hun forsøgte at være så rolig som mulig og så høflig som mulig hvilket da gik ret fint. Hendes vagt brummede irriteret hvilket de begge nok kunne høre, men han mindede dem vel blot endnu engang om at han var tilstede.

Da han fortsatte og indirekte kaldte hende uhøflig lød der en irriteret brummen fra buskende endnu engang mens Lyenna blot skjulte et mindre smil dog uden at kommentere på det mens hun ventede på at han fortsatte. Da han præsenteret sig som hunt hævede hun det ene bryn, det var nyt. Hans venner kaldte ham det, men det var ikke hans rigtig navn af den grund. Sikke en præsentation. ”Jo De er skam mere end værdig, men jeg er nu ikke sikker på at De vil vide hvem jeg er” lød hendes svar. Hun vidste at han gerne vil vide det, men var han ikke bedst tjent uden den information? Jo det troede hun da, for så ville han da først der opdagede hvor meget han havde jokkede i spinaten.

Da han fortsatte og snakkede ret så nedladende om hendes vagt kunne hun nærmest mærke dennes vrede i ryggen om end han ikke flyttede sig. Kort snor? Uhh det ville ikke glæde vagten særlig meget at høre. ”De skulle bare vide” svarede hun mest for sig selv. Hendes forsøg på at vise at hun ikke bare var en hjernedød kvinde der skulle bruges til pynt var ikke lykkedes indtil videre. Hendes far brød sig ikke spor meget om at hans datter snakkede politik og økonomi med folk, det var hun ikke blevet født til efter hans mening. ”Hvad skal man sige, jeg bliver alligevel forfulgt af vagten så ingen slipper mig af syne, desuden er der sikkert vagter rundt omkring hvis der skulle ske noget” svarede hun på det sidste han sagde. Hun trådte et skridt nærmere hvilket bragte hende ret tæt på ham. hun havde set et glimt af hans ansigt og øjne, og havde nærmest fået et flashback ved de få sekunder. Uden at sige noget eller spørge om lov rakte hun hånden op mod hans hat for at trække den af.

[Jacob Letonia]

Jacob smilte, så han have vidst alligevel været meget heldig der måtte han sige, det var vidst ikke en hvert der så denne smukke kvinde synge, så han måtte jo for sin egen skyld da også se det som noget stort i hans øjne. Han lod hende se smilet, det var tilfreds og stadig meget venlig stillet, det var som om han var meget glad for at snakke med hende, ikke nok med at hun var venlig, så vidst han at hun var den ene der ikke havde haft noget med hvad der skete med hans familie at gøre, hun var for ung og han var efter hånden sikker på at han havde set hende før, men hvor havde det nu været, han havde ikke været gammel, havde det været et sted hvor han var blevet vist frem af sin far eller bare en komsammen hvor børn var blevet sat til at lege, han kunne ikke helt tyde det. "jamen, det ser jeg som en ære, at få chancen for at høre ting der kun bliver skænket til gudernes alt hørende øre" hviskede han roligt og lod hende igen ane det blå øje der kiggede ind i hendes, meget kort tid før han lod sit øje skjule sig igen. han havde søret for at holde det lavt så det kun var blandt dem det var blevet hørt, han ønskede at gøre hende lidt pinligt berørt, men ikke at sætte det op for alle, han havde det godt med at kun han vidste det.

Jacob grinte lidt over hendes ord, og reaktionen fra vagten var blevet lige som han havde håbet, det var da helt perfekt at han opnåede at pisse ham så meget af bare ved at han fik at vide at han havde set på prinsessen på den måde, men nu vidste han jo dog ikke at hun var prinsesse. "jeg undskylder min uhøflige måde at behandle dem som et objekt for mit øje, men at se en person med deres udseende er det svært at lade være ved første øjekast, de er utrolig køn, men jeg sikre dem at jeg ikke kun er her af intention for at beskue dem på en ubehagelig måde, jeg har det faktisk meget hyggeligt med at snakke med dem og at se at der faktisk findes adelige der tænker på de små folk, det er rart at der er folk med hjertet på rette sted" sagde han med et smil, det var måske lidt flirtende, men han holde det venligt, chancen for at han overhoved ville komme så tæt på en adelig som jæger var der nærmest ikke, han havde lang vej for overhoved at få lov til normalt at snakke med dem, han havde mistet alt og skulle havde sine evner som ridder før han kunne tænke på at gå der op, selvom hans evner med buen langt overgik de fleste riddere.

Han lage meget mærke til vagten var ved at blive meget sur, så han gned lige lidt salt i såret, han skulle ikek tro at han slap når han sådan forstyrrede dem på den måde. "ti nu still her, vi snakker faktisk, det er meget uhøfligt at afbryde en præsentation når de ikke har noget at gøre med det, pus nu hendes sko eller vask hendes tøj frem for at afbryde" sagde han og så tilbage på hende, nu havde han vidst også leget nok med vagten, han ville godt snakke lidt mere med hende før at vagten valgte at prøve at slå ham ihjel, men heldigvis havde han nok hastigheden på sin side, så han skulle nok slippe væk. "tro mig, jeg vil meget gerne vide det og ligemeget om de så var kongen selv tror jeg at jeg har været tættere på at få livet taget end det her, jeg er jæger, mit liv er et spil med dødens terninger der bliver kastet hver gang jeg tag ud efter mit bytte, så prøv mig, lad os se om deres status kan give mig den mindste mine" sagde han og hun fik et udfordrende øjekast for at se om han ikke kunne få hende til at sige det, han var en nyskerig type, men han havde tid nok til at finde ud af det.

Jacob havde nu efterhånden stået her et stykke tid, så han havde haft tid til at finde de folk der fulgte dem med øjet, der var faktisk omkring 5 plus hendes vagt, det var ikke så lidt vi snakkede om, så hun havde ret, der var folk til at passe på hende. "så længe de viser de har dem under kontrol er de vidst også en kvinde der kan stå på egne ben, jeg kan forstille mig at de også er bange for at jeg kommer og stjæler dig inden din far finder en passende gom efter hans smag" sagde han, han havde efterhånden gennemskuet hende, hun var måske adelig, men hun var en fugl i et bur der ville ud og brede sine vinger, hun kede sig. "how do you keep you feet on the ground, when you where born to fly" sagde han og pludselig tog hun fat i hans hat, han greb ud efter den, men det var for sent, han stod nu lige foran hende, med sit ansigt blottet, de velkendt blå øjne stirrede direkte ned i hendes øjne, det var som om det var sket før for mange år siden og han frygtede virkelig at hun kunne kende ham. "de tog min hat" sagde han og holde dog smilet for ikke at vise frygten der kom op i ham, han kiggede bare ind i hendes øjne, mens han stod så tæt på hende, han var faktisk meget klar på at der lige om lidt kom 5 fyre løbende og ville prøve at slå ham ihjel eller noget, men ingen mennesker kom til syne.

[Lyenna Norgarthon]

Hun sang normalt kun når hun var alene, for det kunne ske at hun fik rystede sin livvagt af og så var hun fuldkommen alene. Hun sang dog aldrig særlig højt, og dog sang hun smuk, at nynne var dog noget der skete noget oftere om end det heller ikke skete særlig tit. At denne fremmed så skulle have hørt hende nynne var nok i sig selv ikke en katastrofe, men det var alligevel underligt, især denne underlige følelse der bredte sig i hendes krop. hans lave hviskende svar, samt ordenes betydning fik hende helt til at savne sin vifte som hun normalt brugte til at skjule ansigtet med når hun blev forlegen. En svag rosa farve viste sig over hendes kinder, og hun så ned i e forsøg på at skjule det. Da hun mente at den lettere lyserøde farve havde aftaget vendte hun atter blikket mod ham ”Tak for Deres komplement” svarede hun lavt.

At han var glad for at have gjort vagten vred kunne faktisk ses. Hun forstod slet ikke hans glæde og så forundret på ham, hvorfor var han dog så glad? Var han mon typen der elskede kampe eller ballade? Åbenbart siden han gjorde den slags i kongens have. Han fortsatte og denne gang gled han over til flirt, hvad gik der dog af ham! ønskede han at blive overfaldet af hendes vagt? Men måske var han så selvsikker at han vidste det ikke ville ske? ”Hvis de forsøger at undskylde så er undskyldningen godtaget” svarede hun ganske roligt og uden at gøre den længere end nødvendigt. Han var virkelig sær, men på en sød og spændende måde. Det glædede hende at se nogen i oprør, for normalt føltes det som om hun var den eneste i verden der ikke brød sig om den måde samfundet var opbygget.

Snart gned han mere salt i såret idet han snakkede nedladende til vagten som heldigvis kunne styre sig lidt endnu. Hun undertrykte et smil af munterhed og forsøgte at virke uanfægtet om end hun da havde medlidenhed med vagten som sikkert havde lyst til at storme hen til dem og rive ham i små stykker. Men en ordre var en ordre, det vidste han også meget godt og det var derfor han intet gjorde. Da Hunt atter henvendte sig til hende ved at insistere på hendes navn eller identitet smilede hun muntert, hun ventede dog til han tav inden hun svarede ”Ja lad os nu det. Kongen er jeg ikke, desværre… jeg er derimod kongens datter. Mit navn er Lyenna, jeg byder Dem velkommen i Kongebyen” svarede hun høfligt, formelt og nejede fint om end hun ikke havde behov for det da han var af laverestående klasse end hun selv var. Hun så nu afventende på ham, hvordan han ville reagere havde hun ingen anelse om men hun ville jo finde ud af det om få sekunder.

Da han nævnte hendes far og en kommende mand sukkede hun lettere irriteret. Skulle en vildt fremmed nu også snakke om hendes ægteskab? Lige hvad hun stod og manglet! Hun bed sig svagt i underlæben for at holde et hårdt svar tilbage og valgte i stedet at trække vejret dybt ind for at falde mere til ro ”Min far vil nok finde den rette til mig, han ønsker trodsalt at jeg får det bedste af det bedste” svarede hun og tog derved sin far i forsvar. Han havde nok ikke brug for det, og hun troede kun halvt på sine egne ord men hun havde virkede selvsikker og stædig da hun sagde ordene og ikke det mindste i tvivl. Born to fly? Han havde fuldkommen ret! Hun hadede at holdes fanget, hun hadede at sidde indendørs, hun hadede at blive behandlet som var hun en porcelænsdukke, det var simpelt så frustrerende! Men det havde hun ikke i sinde at fortælle ham. Det var lykkedes hende at få hatten af ham og hun så nu op på et ukendt ansigt men ret velkendte øjne. ”De.. ser så velkendt ud…” sagde hun overrasket. Hendes blik hvilede i hans mens hun forsøgte at finde ud af hvor hun havde set ham før. Det var for mange år siden, så meget var hun sikker på. Hun svarede ham ikke på de tre ord han sagde, de virkede pludselig ret ligegyldig. Hun rakte ham ikke hatten tilbage men valgte i stedet at stramme grebet om den. Hovedet gled på skrå og blikket forlod nu ikke hans ”Hvor kender vi hinanden fra…?” spurgte hun med en selvsikker og fast tone. Hun vidste hun havde set ham før, men hvem var han. det var sikkert på slottet hun havde set ham, hvor ellers skulle det have været.

[Jacob Letonia]

Jacob smilte lidt til hende, han vidste at når hun ikke var her længere så ville han få virkelig problemer, men nu var han her og med alle de ting han havde gjort skulle han nok få en ordenlig omgang hvis han ikke kom hurtig ud her fra når de kom her fra. hun havd ejo også fået hatten fra ham nu, så hun skulle havde lidt tilbage, han måtte se om han ikke kunne vende det, så hun glemte lidt om hvem han nedelig var. hun rødmede svagt og han ville udnytte det, han gik skridtet tættere på hende og nænnede at lade en finger gå under hendes hage og rette hendes blik op, så han kiggede hende ind i øjne. "tænk, jeg kan ikke forstille mig at du rødmer med, men du ser utrolig køn ud når du gør det med et lille smil, gør det noget oftere, du kommer til at bringe glæde omkring dig" sagde han og kiggede hende ind i øjne med det kraftige blå øjne. "men jeg ville heller ikke klage over at være en af de få personer der var så heldige at opleve det" sagde han og slap roligt hendes hage og gik skridtet tilbage, før han fik en pil i ryggen, han havde hørt alle vagterne være klar med våben da han havde rørt hende, han var efterhånden inde på at lærer noget om at hun var meget højt oppe på rang stien, meget længere end bare en normal adelig. "men det kunne være jeg skulle komme her ind og ligge buer noget oftere man høre dig måske tit hvis man lister sig ind i en busk og vender på dig" sagde han og blinkede drillende, selvom han var bange for genkendelse, måtte han holde masken hele vejen i gennem, så han skjulte et hvert tegn på at han måske kunne være bange.

Jacob så lidt tænksom ud, prøvede han at sige undskyld, det kunne man vel godt sige, men det var vidst ikke helt hans ord. "jeg tror jeg prøver at sige at de skal bære over med mig, da man ikke finder sådan en skønhed i hvert land, men nok om det, nu skal jeg nok lade være med at drille ham yderligere, vi skulle nødig ende med at få ballade begge to for hvad vi laver." sagde han og blinkede, ja han vidste godt hvem han pissede af, men han gjorde det ikke for at komme i fedefadet, han gjorde det fordi at den mand der stod bag busken så ned på ham, som alle de andre der var der, han ville ikke ses ned på og især ikke af dem, folk der var mere brutal styrke frem for evne, rigtige vagter, de prøvede at psyke ham med små ting som at trække pile og så videre, men han var ligeglad, han var i en zone hvor han havde fred på grund af hende og hun så på ingen måde ned på ham, hun var nok den venligste sjæl han havde mødt siden hans mors død, så hvis han kunne belønne hende for det skulle han gøre det og det eneste han kunne gøre for hende lige nu var at give hende nogle sjove grin, så hendes dag ikke var helt kedelig, fuglen i buret havde fået noget at lege med i dag og siden det snart skulle forlade den måtte han da søer for hun fik alt ud af det.

Utroligt nok begynde Jacob at grine lidt, ikke fordi han ikke troede på hende, men hun havde da haft ret, han var virkelig gået rigtig langt ind i løvens hule, det var da helt utroligt han stadig stod på 2 ben nu og at vagterne slet ikke havde reageret på noget af det han havde lavet, hun måtte virkelig havde kontrol over enhver person der var omkring hende, det var utroligt "at se en kvinde få så mange mænd til at ikke turde træde frem må jeg beundre, men så må jeg da indrømme det er mig der er uhøflig ikke at vise mig mere formelt my lady" sagde han og man kunne pludselig høre den velhavende undertone, han tog benet tilbage og bukkede høfligt, mens han rolig tog hendes hånd og førte munden helt ned til hendes håndryg, men stoppede lige før at kysset blev plaseret, for alle vagterne ville det se ud som om han havde kysset prinsessens hånd selvom hun havde handsker på, dog ville hun selv kunne se og mærke at han aldrig havde haft intention om at gøre det, roligt kom der en stemme fra ham som kun hun kunne høre "jeg ville aldrig lade mine læber berøre en kvinde adelige eller ej før hun selv havde givet mig lov" sagde han lavt med et venligt blik, han havde kun vist det for at bevise selv for henne at han kende et hvert trin og maner indenfor håndbogen, han havde lært det på kort tid af hans mor da han var lille.

Jacob rystede lidt på hoved og smilte, ikke fordi han ville sige noget ondt om hendes far eller om hendes intentioner om en mand. "jeg vil intet ondt sige om din far, jeg dømmer ingen før jeg har mødt dem, men jeg kan fortælle dem noget om dem, noget jeg har lært i skoven, der er kun en måde du kan læse mennesker på, det er på deres øjne, det lærer man som jæger, da det er sådan man læser dyr på, så sig ikke oget til mig du ikke selv tror på" sagde han og smilte venligt, men beroligende til hende, det var som om at han virkelig forstod hende "how long do you wait for heaven and who has that much time" sagde han og tog sig til hoved og kiggede op i himlen og kløede sig lidt i håret, hvad var det han sagde til hende her, han var jo ved at gøre noget dumt at sige sådan til en normal person var ikke noget, for der kunne man slippe fra det hvis de ikke ville indrømme det, men pissede han hende af så var han en død mand. "hvis du en dag finder et dyr i en fælde vil du se et blik fra deres øjne der ønsker dem ud af deres bur, jeg hader derfor fælder et dyr skal nye sit liv lige indtil den sidste tid er kommet derfor hjælper jeg alle fugle ud fra deres bur og tag dem ud på en livs oplevelse hvis de giver mig chancen og lader mine hænder tage dem ud af bueret. det eneste de skal er at tro på mig" sagde han og vende hoved lidt, han skulle bare sikre sig at han havde forvirret vagter fuldkommen, de skulle ikke forstå hvad han sagde til hende lige, han var også ved at grave sin egen grav ville han tro, men den var gravet så mange gange før at han ikke gad tage sig af det mere.

Jacob vidst eikke helt hvad han skulle sige til hende, han tog fat i sin hat, men mærkede at hun holde godt fast, så han var låst i hendes øjne for et stykke tid, nej han kunne ikke slippe for den her, hvad skulle han sige til hende. "jeg mindes at vi mødes her for noget tid siden og snakkede da jeg lage buerne, det er da ikke lang tid vel" sagde han og smilte, dog kunne man se at han løj, han kunne godt genkende hende, han kunne huske hende, hun havde en stærk og sød ustråling som hun også havde dengang, det havde været i det nordlige vest, en sommer hvor der var flere adelige familier samlet, ridder, fyrster, lengs herrer, alle var der og han kunne huske de havde leget sammen, de var meget unge og han kunne ikke huske hvor gamle de var, men han kunne huske hende, tænk at det var hendes far der var blevet sat på tronen efter krien og at hun nu var prinsesse.

[Lyenna Norgarthon]

Ingen kunne gøre ham noget medmindre hun selv bad om det, og selvom hun ikke vidste hvad folk foretog sig bag hendes ryg ville hun ikke blive spor glad for at man ikke adlød ordre. Hun var trodsalt højere i status end de fleste, ja de eneste som endelig var over hende var hendes brødre, moder og naturligvis kongen, hendes fader. De fleste vagter sørgede for at adlyde hendes ordre medmindre de syntes der var fare på færde, så ville de træde til for at beskytte hende. Men denne mand havde ingen våben på sig, og selvom han snakkede meget så var hans ord ikke så farlige som hvis han havde våben på sig. Og dog, han var større og stærkere end hende, så hvis han pludselig fik lyst til at kvæle hende eller brække halsen om på hende ville der ikke være så meget at gøre ved det, og så måtte vagterne bare være hurtig. Men ærligt tvivlede hun på at han ville gøre det, hun så ingen grund til det, desuden ville han nok dø hvis han gjorde det. Men hun havde da tit fået advarsler imod fremmed, især fordi hendes far kunne have fjender der var ligeglade med at få skræmmer eller dø var de voldte kongefamilien nok smerte.


Snart trådte han et skridt nærmere hvilket bragte ham helt tæt på hende. at luften omkring dem ændrede sig og nærmest blev helt spændt og trykket bemærkede hun, men hun var for optaget af at se hvad han ville gøre til at tage sig af sine omgivelser om end det ville have været det klogeste i tilfælde af at vagterne ville gøre noget. Han var højere end hende, og hendes blik nåede ham til brysthøjde, noget hun først bemærkede nu hvor han stod så tæt på. Pludselig gled hans hånd ind under hendes hage og hendes hoved blev vippet op. Den slags berøringer var hun overhoved ikke van til, folk rørte hende aldrig på den måde, og det følte helt underligt at føle hans fingre mod sin hage. Hendes blik blev tvunget i hans og der blev det låst fast. Hun fornemmede en mindre kuldegysning løbe gennem kroppen ved atter at genkende hans øjne. Hvem var han!? Spørgsmålet blev skudt ud af hendes sind ved hans ord, og en kraftig rødmen bredte sig over hendes blege kinder. Hun følte sig tåbelig som de adelsfrøkner hun var omgivet af, de rødmede så let og blev så let påvirket ved synet af en mand at hun tit havde himlede med øjnene over deres fjantede opførsel. Men nu stod hun selv der og blev påvirket af selvsamme ting. Atter tav han og slap endelig taget om hendes hage som ikke have været hårdt på nogen måde, så snart han havde sluppet slog hun blikket ned. Hendes krop føltes så varm af forlegenhed og hun følte sig helt latterlig. Hun forsøgte virkelig at køle sig selv ned, og det var ikke let. ”De kan jo prøve, måske har De heldet med dem” svarede hun på det sidste han sagde. Det krævede ikke så lidt at komme ind i slotshaven så det hele afhang jo af hvor han var til det. En ting var dog sikkert, hun ville for fremtiden passe ekstra meget på med at bruge sin stemme. Heldigvis var den rosa farve ved at aftage fra hendes kinder, men helt væk var den ene ikke.


Ballade kunne hun let komme til at få, på det punkt var de nok ikke så forskellige om end hendes straf ville være mildere end hans. At han kaldte hende for skønhed var da også noget der kunne gøre hende forlegen men hun trak vejret dybt og forsøgte med det samme ikke at lade sig påvirke af det. Det var trodsalt ikke første gang at nogen havde kaldt hende for smuk, men underligt nok betød det noget andet når det kom fra ham. Hvorfor? Det forstod hun ikke selv. ”Jeg tror han er blevet drillet nok for den næste stykke tid” svarede hun og undlod derved at kommentere på hans komplement af hendes udseende. Grunden til at han gjorde det vidste hun ikke, havde hun vidst at det var fordi at hendes vagt så ned på ham havde hun da straks gjort noget ved det. Lyenna var en kvinde der ikke brød sig om klasseforskel eller dårlig behandling af andre grundet deres rang eller lave status. Det var et af de ting der gav hende lyst til at tage ned til byen, folk var helt almindelig der, de snakkede ikke om socialklasse eller status men smilede, lo, råbte og levede livet der for dem virkede så simpelt, ikke let men meget simplere end den hun selv levede. Hun sneg sig derfor så tit ud som hun overhoved kunne, blot for at nyde byens larm og at snakke med almindelig folk uden at de behøvede at tiltale hende høfligt eller formelt, de vidste jo ikke hvem hun var.


Hans reaktion både morede og irriteret hende. Morede hende fordi hun kunne se at han havde opdaget at han havde dummet sig ret meget, og irriteret hende fordi han pludselig var så formel hvilket hun virkelig ikke brød sig om, om end hun vidste at sådan var det bare. Hun bed sig dog mærke i den velhavende undertone han pludselig fik, og atter tænkte hun på hvem han var. Han havde jo sagt at blandt jægerne blev han kaldt Hunt, men han havde nok ikke været jæger hele livet, for hvor skulle han have lært så fine maner henne? Han bukkede snart høfligt for hende og tog hendes hånd i sin hvor han førte den op til sine læber. Dette var hun ret meget vant til, men der kom ikke noget kys hvilket hun et sted var glad for, men alligevel kunne det ikke andet end forundrer hende. Hans ord kom bag på hende men alligevel efterlod dig sig beundring og derved spor i hendes sjæl. Endelig en mand der tænkte på kvindens ve og vel og ikke behandlede hende som et objekt eller en pyntegenstand. Det ville hun gerne se flere af, desværre var det vidst en drøm, det var dog alligevel noget stort blot det at se en mand gøre den slags, det havde hun slet ikke troede hun ville opleve nogensinde. Han anede virkelig ikke hvor meget hans ord betød for hende, og en mindre klump formede sig i hendes hals som hun tvang ned idet hun med en yderst blid og varm dog ret lav stemme svarede ”Tak, De er i sandhed en gentleman” for at understrege sin taknemlig nejede hun elegant og høfligt inden hun tog hånden til sig. Normalt blev hun kysset på håndryg som det passede de unge mænd, og hun blev yderligere set ned på når man snakkede om ting mændene troede kun var for mænd, som politik og økonomi.


Busted! Hvor pinligt! Når.. hun havde alligevel aldrig været den bedste løgner og at tage sin far i forsvar havde blot været en handling hun ikke havde tænkt nærmere over. Hendes ene bryn gled op og et stædigt blik dukkede op hvor hun stædigt holdt fast ved sin løgn ”De tager fejl, jeg mente hvert et ord” svarede hun, endnu engang var det løgn, og selvom hun hadede at lyve så hadede hun endnu mere at man snakkede ned om hendes familie om end han ikke rigtigt havde gjort netop dette og nærmest havde sagt det modsatte. Hun var længe tavs da han fortsatte, tilbød han hende hjælp? Hvordan det? Hun ville aldrig løbe hjemmefra eller bringe skam over sin familie på en anden måde uanset hvor slemt hun måtte have det. Desuden havde hun lært at være taknemlig for det hun havde, og stræbe efter at opnå hvad hun ikke havde. Men hvordan denne fremmed ville hjælpe hende vidste hun ikke, alligevel måtte hun indrømme at hun gerne ville vide det ”Hvad kan De dog gøre?” svarede hun med en lav tvivlende stemme, for hun tvivlede virkelig på at han kunne gøre noget. Det var ikke fordi hun ikke troede han kunne noget, men helt ærligt, bare ved at vandre rundt i haven havde hun vagter på sig, det eneste sted hvor hun var sig selv når hun flygtede ud af slottet hvilket hun ikke bare kunne fortælle ham om.


Hans forsøg på at tage hatten gik ikke godt for hun holdt stædigt hårdt fast om den og hun så ikke ud til at ville give slip lige med det samme. Deres blikke hvilede i hinanden hvor hun presse sin hjerne til at erindre noget som lå så langt tilbage. Det var vel ikke underligt at hun knap kunne huske noget, han var næsten to år ældre end hende, så havde han været seks havde hun været fire, og så langt tilbage kan hun ikke huske, men hans øjne virkede bare så bekendte. Hans svar fik hende til at sende ham et sigende blik, for hun kunne se at han vidste noget som han ikke sagde, noget hun absolut ikke brød sig om. ”De ved det.. ud med sproget!” sagde hun nærmest beordrende. Det havde ikke just været meningen at bruge den tone, men nu var det sket om end hendes stemme ikke havde været spor højt. Han løj tydeligs for hende og det brød hun sig absolut ikke om, hvis han troede han kunne slippe tog han virkelig fejl. ”Fortæl mig Deres navn, og drop det, Hunt er ikke Deres navn, de er adelig… det er jeg sikker på” hendes blik forlod ikke hans, men stemmen havde hun ikke hævet særlig meget alligevel. Hun ville vide det, og det skulle være nu.

[Jacob Letonia]

Jacob kiggede tilbage på den røde farve i hendes kinder, den kunne virkelig ikke ændre sig lige nu, men kønt var det nu stadig, han syndes næsten det var synd at hun havde noget i ansigtet, han var ret så sikker på at hun ville være kønnere uden, men det kunne han ikke sige til en adelig, han vidste jo hun aldrig ville tage det af og slet ikke når hun var inde på slottet, men syn var det. "man siger jo også at rosen er skønnest når den røde farve er i flor" sagde han og blinkede til hende, bare for at vise at der var tanker i hvad han sagde, men måske også for at pirre hende lidt, men han måtte nok stoppe og ændre emnet, han ville aldrig komme godt af sted med direkte at flirte med prinsessen mens der var vagter på, han skulle jo meget gerne ud her fra, ellers ville han aldrig kunne komme her ind igen på samme måde og ligemeget hvad at vagterne sagde videre nu, så ville de ikke kunne sige noget han direkte havde gjort galt, han havde jo kun snakket med hende, det værste kunne nok være kysset på håndryggen, men der håbede han da på at prinsessen ville sige dem imod. Det var dog ikke noget han ville tænke på nu, lige nu skulle han ikke tænke på en mulig straf, men på den tid han kunne nyde med at snakke med hende, selvom det føles som om han havde et utal af knive i ryggen. Han stregte sig lidt efter hendes ord. "som de siger det der er jeg nok ikke så heldig, men man kan altid håbe, man ønsker jo sjældent at opleve livsglæder enkelt gange" sagde han og smilte lidt og lod sit blik falde tilbage ind i hendes øjne, ja det var nu et sted han følte hans øjne var meget, han følte det var letter at kommunikere med hende på denne måde, det gjorde det også mere personligt mellem dem.

Jacob grinte let, ja hun havde nok ret, den stakkels vagt var nok rød i hoved af raseri, så han måtte gemme det lidt, han skulle nok også se på det når han gik, han ville nok blive holdt tilbage hvis denne vagt fik en chance for at få ham til det, men det var noget han kunne overleve, han havde trods alt også berørt prinsessen, det var der ikke mange jæger der kunne sige noget om, men lidt heldige havde han da været. "så vil jeg lade ham være lidt, nu er jeg jo også for at snakke med dem lidt og ikke for at prøve at gøre din vagt vred" sagde han og smilte og kiggede tilbage på skydebanen der lå bag dem, den var nu flot, men siden hun var prinsesse så var hun ikke en af dem der brugte den, men prinserne og dronningen endda, ja det var nu lidt synd for hende. "de nævnte at de ikke selv var en af dem der benyttede banen her, jeg syndes det lyder lidt trist, men nu hvor jeg har lagt 3 nye buer her hen og der kun er 2 prinser, har du så ikke lyst til at afprøve den tredje bue, jeg skal nok lære dem at affyre et skud, hvis ham vagten med buen der står bag mig vil låne dig en pil jeg selvfølgelig ikke berør" spurgte han og smilte let til hende, hvis hun var så rebelsk ville han se om han ikke kunne få hende til det, en normal skytte ville ikke sige nej til at prøve en ny bue, men det var hun jo ikke, men måske var hun nyskerig nok til at ville prøve at skyde med bue og hvis hun havde så meget magt som han troede kunne hun let få lov.

Jacob grinte lidt af hende, en gentalmand, det havde han ikke hørt i mange år nu, men det gjorde ham da lidt glad at han kunne bruge sine maner endnu, men det var ikke sådan han var mere, han var hunt, han var en simpel jæger der lige nu var så heldig at møde prinsessen. "gentalmand, det var en sjov måde at tiltale mig på, men om jeg har maner eller ej, så er jeg dog kun en jæger, jeg er en person der elsker at gå i naturen og det vil jeg nok altid blive ved med at være" sagde han også bare for at vise at selvom han var i stand til at være fin ville han altid være den sammen, han ville nok altid være rebelsk og vild i hvad han lavede, det var hans natur selv da han var barn og inde i en ridder familie. "men som de har sagt så mange gange takker jeg for komplimenten, det var venligt sagt af dem, de er vidst ved sandhed en stor fremtid for vores land, jeg håber at de er i stand til at styre din far og dine brødre lige så godt som deres vagter, så har vi nok en lys fremtid i møde" sagde han venligt, ikke fordi han mente det så formelt, det var nok bare hans måde at sige han godt kunne lig hendes måde at være på, hans måde at fortælle at han havde accepteret hende på trods af hendes adelige titel til at være hans ligemand og nok mere til, hun havde nok ikke hans evner til overlevelse, men hun havde helt sikkert meget støre evner end ham til at styre dette land.

Jacob kiggede hende ind i øjne, mens hun blev så stædig som hun gjorde, ja hun løj for ham, men hendes løgn var måske lidt hans fordel, det viste hun var bange for at komme ud med det hele at der altid var langt skjul på noget inde i hende selv, hendes sminke og smukke kjole var ikke hendes, men hendes beskyttende skal der sørgede for at hun ikke blev ramt så hårdt og dømt over hvad hun gjorde. "da jeg ikke er synsk, ville jeg aldrig kunne sige dem imod, men jeg ville da regne med at hvis de ikke talte sandt ville deres samvittighed nok en dag opsøge mig og vise mig dine sande tanker, men da de holder fast i hvad de siger, må jeg godkende det som sandheden" sagde han roligt, han havde her ikek beskyldt hende for at lyve, men sagt til hende at hun nok selv ville se hvis hun gav ham en løgn, "man lyver jo aldrig over for andre, men kun sig selv" sagde han med et venligt smil og nikkede roligt til hende, han ville ikke kalde hende en løgner, det ville han aldrig kalde nogle, med mindre løgnen betød noget for ham og så vigtigt var det her jo heller ikke.

Han kiggede hende igen ind i øjne hvad ville han gøre for at kunne hjælpe hende. "som jeg sagde, jeg jeg ikke tage en fugl ud af buret der ikke tror på mig, begge parter skal hjælpes ad, men stadig ville jeg aldrig kunne holde fuglen væk fra buret for evigt, da vogterne over buret der beundre fuglen ville opdage det, men mens vogterne er besatte af noget andet, ville det ikke være et problem af få fuglen ud og give den luft under vingerne, den skal jo havde lov til at være fri, nyde de åbne skove, se de smukke vandfald og blomsternes farver og dufte, fuglen vil på den måde havde en dag i sit liv hvor den kan føle sig fri og se frem til en ny en hver gang jeg kommer og hjælper den" sagde han og smilte lidt, at få vagterne til at kige væk i nogle timer var ikke svært, natten, eller hvis hun en dag spillede syg eller noget, det var aldrig svært, så længe man ikke holde det for længe.

Jacob kiggede sig omkring, efter vagterne, han ville ikke sige sit navn, alle her ville kende hans efternavn som noget negativt, men ingen kende alle adelige familier, derfor kunne han måske undgå den. "mit rigtige navn er Jacob Elmreal, jeg er søn af Samson Elmreal, de har måske set mig i et optog på vej ud af byen, der har jeg i hvert fald set et glimt af dem i deres karet" sagde han og hev igen i hatten, men denne gang lod han som om at hun holde så godt fast at hans ben gav efter og han ende et skridt frem, hans mund var nu lige ved siden af hendes øre og de stod meget tæt, hun ville kunne mærke hans åndedragt i nakken, men med en behagelig brise, ikke tungt overhoved. "ikke alt skal fortælles under overvågende omstændigheder, hvis jeg ser dem udenfor byens mure kan jeg fortælle dem det hele, men ikke før, jeg har for meget at miste medvagter omkring mig" hviskede han meget roligt i hendes øre, men ikke med en truende stemme, det var en meget blid stemme, han følte han kunne stole på hende med dette, a hun ikke ville røbe noget om at han havde noget at skjule, han trak sig roligt tilbage, mens hans hage strejfede hendes kind, en meget blid berøring, indtil han gik det sidste tilbage så han havde noget afstand til hende og prøvede roligt at tage sin hat igen. "de er eller den første adelig der har sagt de har set en jæger som mig før" sluttede han af med, som tegn på at der aldrig havde været andre folk der havde genkendt ham, men nu havde hun jo hans fornavn, hun kunne måske genkende det bare lidt.

[Lyenna Norgarthon]

Sminken var absolut ikke noget hun selv holdt af, stod det til hende klædte hun sig i mandetøj og gik rundt med det, det var altid lettere og mere behageligt, desuden følte hun sig let, og i stand til at trække vejret uden korsettet der næsten tog livet af hende. det var virkelig svært at trække vejret med det tøj på, korsettet hun blev tvunget i hver dag pressede så meget mod brystet at det altid var besværligt at trække vejret i starten, og at tage hurtige bevægelse så som at rejse sig hurtigt op kunne let gøre hende svimmel eller give hende kvalme. Det kunne umuligt være sundt at bære et korset så stramt, men hun havde intet valg. Han fortsatte med sit flirt og hun vendte blikket mod jorden nu, det virkede bare underligt at høre ham sige sådan noget. måske fordi hun ikke var van til at høre den slags fra tilsyneladende almindelig folk, men derimod fra folk der ønskede at komme ind på livet af hende for magtens, pengenes og titlens skyld? Det var nok derfor. Hun lod sig dog ikke helt påvirke således at hun ikke bemærkede andet, at hun nærmest blev blændet ved hans ord, nej det var ikke så voldsomt. Tænk at han udtrykte sig på den måde? Var det mon virkelig en livsglæde at gøre hendes stemme i sang? Hun tvivlede lidt på det men hun smilede blot til ham. ”De nyder vidst virkelig at gøre mig forlegen” sagde hun med noget af en uskyldig tone i stemmen. Deres blikke mødtes igen, hans krystalklare blå øjne der smøg sig ind i hendes gyldenbrune og hvor hun nærmest kunne se ting og sager i hans øjne som hun ikke helt forstod.


Hendes vagt havde skam store temperament, hvis ikke var han nok allerede faret på ham og væltede ham om. Han ville nok senere kunne sige at han havde set manden forsøge at røre hende eller at han havde troede at han så ham virke truende eller nedladende hvilket nok var ret gode undskyldninger ifølge mange. Godt nok havde Lyenna magt, men den magt havde hun ikke altid og den ville meget hurtigt fordufte hvis man så hende i nærheden af et familiemedlem. At han da ville snakke med hende, og ikke var ude på at gøre hendes vagt vred tvivlede hun en anelse på, for han havde da indtil videre kun givet udtryk for at ville gøre hendes vagt vred, og dog.. han havde jo også snakket med hende men på samme tid uden at lade hendes vagt være i fred. Da han fortsatte og tilbød hende at bruge en af buerne kastede hun et blik hen til en af dem, det ville hun gerne men hvis nogen opdagede det ville fanden bryde løs. Det var slet ikke kvindeligt, og kvinder skulle slet ikke røre våben, det var der mænd til at gøre. Men nu var der jo ingen så mon ikke hun kunne gøre det. Lyenna var ikke helt uvidende om våben, hun havde via sin hemmelig lærermester lært at bruge dolke, og sværd, og enkelte gange havde hun også haft en bue i hånden så helt dum på det område var hun ikke, men hun måtte vel vise sig fra den side. ”Jeg ved ikke…” hun tøvede lidt for det her kunne meget let ende galt, hvis han fik en pil kunne han straks blive en trussel, ikke at hun var bange for at han tog hendes liv for hun stolede underligt nok på ham. Det hun dog frygtet var at vagterne ville overreagere og han så ville komme noget til. Hun bed sig svagt i underlæben, hendes nysgerrighed og lyst måtte vinde i sidste ende ”Okay så… Giv mig en pil..” hendes stemme var rolig, viljestærk og slet ikke til at sige imod. Tøvende dukkede en af vagterne op, han så misbilligende på Hunt og sendte hende et bedende blik som blot blev besvarede med et hævede bryn og et nik, vagten sukkede og rakte hende en pil og hun bad ham pænt og at smutte igen.


Hendes sminke og smukke kjole var en skal, en skal hun var blevet tvunget ned i og som hun ikke selv havde valgt. Hele hendes liv var nærmest et skuespil, en komedie, et teaterspil. Hun ønskede at være alt mulig andet end prinsesse, men det troede folk næppe på. De små piger rundt i byen havde hun tit hørt råbe at de alle ville være prinsesser når de blev ældre, men så simpelt var det desværre ikke, havde det bare været det ville den unge prinsesse have været lykkelig, i stedet for smilede hun blot uden at smilet nåede hendes øjne, og uden at hun følte sig rigtigt i live. Hans svar gav hende straks skyldfølelse og hun skyndte sig at se væk så han ikke bemærkede det. Hun hadede virkelig at lyve, hun hadede virkelig at folk løj for hende, og dog kunne hun ikke bare fortælle sandheden om sit liv, hun og hendes familie var i manges øjne perfekte, havde et perfekt forhold, et perfekt liv, de skulle bare vide hvor menneskelig hun i virkeligheden var. ”De har fuldkommen ret…” svarede hun mest for sig selv ved det sidste han sagde, man løj kun for sig selv, og det gjorde hun konstant for ikke at bryde sammen, for hvad nyttet det at bryde sammen? At give op? Intet! derfor håbede hun på at kunne gøre en forandring, gøre noget… en skønne dag.


Han svarede på hendes noget så simple spørgsmål, gid svaret havde været så simpelt som spørgsmålet men livet havde aldrig og vil aldrig blive simpel. Hun lyttede opmærksomt til ham, lod ham snakke uden at hun afbrød ham. ”Hvorfor vil De dog gøre det? Hvorfor skulle jeg stole på Dem?” ja hvorfor skulle hun det? Strengt svaret når han forsøgte at hjælpe hende, men hun kunne ikke bare stole blindt på en fremmed, han kunne meget vel være sendt ud af nogle af hendes faders fjender for at gøre hende noget. Overdrevet tankegang men det var ikke løgn, faderens fjender havde forsøgt sig på mange måder at gøre hendes familie skade, og kidnapning var ikke en underlig eller fremmed fænomen. Hendes blik forlod ham ikke, så blot på ham for at se om han skjulte noget.


Hans svar fik hende til at hæve det ene bryn og hun skulle atter til at brokke sig da der pludselig skete noget, han trak i hatten dog ikke spor hårdt, alligevel lod det til at komme bag på ham og så stod han helt tæt på hende og med læberne tæt ved hendes ører. Hans åndedrag kildede hende i nakken og det kriblede svagt i hendes hud, dog ikke på nogen ubehagelig måde. Ordene sank hurtigt ind og det gik op for hende at der lå meget mere bag det her end hvad lige øjet kunne se. Ud for byens murer? Der havde hun aldrig været alene! Han trak sig tilbage, dog ikke uden dramatik, hans hage strejfede hendes kind og fornemmelsen fik hende svagt til at gyse. Okay det her var virkelig underligt, og helt og igennem… hvad? hun anede virkelig ikke hvad hun skulle slutte den tanke med for hun kunne ikke finde de rette ord. ”Åh, jamen jeg tænkte nok jeg havde set Dem et sted, jeg har en meget god hukommelse” svarede hun som om han intet havde hvisket i hendes øre og som om han aldrig havde rørt hende. Hvorfor blev hun dog ved med at tænke på det!? Det var virkelig ikke sundt, hvis hun bare havde det mindste fornuft i hovedet så skulle hun gå sin vej nu, men nej! hvor nu var hun mere nysgerrig, og hun ville gerne finde ud af hvem han var.


Hun så ned på pilen hun havde i hånden og så atter op på ham ”De må hjælpe mig med det her, jeg kan nemlig ikke selv finde ud af det” sagde hun ud af det blå og gik forbi ham hen til den nærmeste bue. Den samlede hun op og hun stillede sig med fronten mod skydebanen. Hun regnede med at han ville komme hen til hende og vise hende hvordan man holdt om buen og hvordan man satte pilen. Pludselig var dette dog ikke længere så interessant, for hun ville bare gerne have ham tæt på for at spørge ham om noget, og nu hvor hun stod med ryggen mod sin egen vagt og med den åbne bane foran sig kunne var der ingen af vagterne der kunne mundaflæse dem.

[Jacob Letonia]

Jacob kiggede lidt på hende, var det virkelig det han godt kunne lig, ville han gerne gøre hende forlegen, eller var der noget helt andet bag det han endelig gjorde. han tænkte sig godt om, hun havde været flink ved ham og det at han kunne komme tæt på hende havde nu selv givet ham kriller i maven, men det havde dog været til at kontrollere, nok også fordi han havde tænkt meget på om han kunne få den røde farve til at blive i hendes kinder for at se om det var muligt at holde hende på den måde ikke bare fordi det var sjovt, men fordi han mente hvert et ord når han sagde hun så køn ud på denne måde, hvis det ikke var fordi der var så mange vagter havde han nok også prøvet at komme lidt tættere på hende personligt, men hvad var det også han tænkte på, hun var en prinsesse, en af meget højre status end han overhoved kunne overveje, selvom det jo ikke var helt ulovligt at prøve sig frem, så var det et skud i tågen hvor det måske ikke engang var en god måde at beskrive hvor små hans chancer var for at hun overhoved ville se det meste interesse i bare at lærer ham som et bekendtskab. "Jeg finder det nok en anelse sjovt ja, men jeg tror det er den eneste chance jeg nok får for at udtale mig om hvad mine øjne ser nu og frem for at de skal høre en masse fyre tale om dem som et sejres trofæ, ville jeg blot vise dem at der nok skal være folk der ude der beundre dem for selv de små ting og ikke bare for en smal talje og flot krop, men for den pæne rødmen man skal yde en del for at se, eller de gyldenbrune øjne, der nærmest glimter som rav når solen skinder ned over deres ansigt, at de nok er den venligste adelige sjæl jeg har mødt ud over det er jo så et plus" sagde han og stoppede så der, han ville ikke gøre det for sukkersødt, det skulle bare vise hende at hun ikke skulle tage noget for hvem som helst, man at der helt sikkert ville være nogle i verden der ville kunne se de små ting ved hende når hun gik rundt i verden, når han kunne håbede han da også der var en adelig der ville kunne vise hende hvor meget hun virkelig var som person som han ville kunne gøre hvis han selv havde haft en adelig titel som da han var mindre.

Han kunne mærke hvordan der var en indre kamp for hende med hvad hun endelig havde lyst til og hvad hun ville gøre, skulle hun afprøve det eller om hun skulle holde sig fin og vise sig som en rigtig dame, men han kunne jo allerede se at hun ikek var som de andre adelige, hun var en person der ville ud i verden opdage noget, hvis hun havde været en del af det normale folk var hun sådan en han ville havde kunne tage med ud i skoven og virkelig vise hendes den og han var sikker på han ville sætte pris på alt hvad han viste hende af livets mirakler der skete der ude. "jeg kan ikke forstille mig at det skulle være forbudt for prinsessen når dronningen gør det, de har måske arvet hendes talent." sagde han lidt lokkende, selvom han godt vidste det ikke var helt nødvendigt og da hun tilsidst gav sig, så smilte han da stort til hende, det her skulle nok være spændende. "de får bare en pil når de er klar så skal jeg nok vise dig hvordan en mesterskytte kan skyde, det kan jo være at de kan lærer deres brødre et trik eller to hvis de bliver for god" sagde han og blinkede til hende, han kunne nu godt forstille sig at hvis denne jern kvinde satte sig for at lære noget så ville hun helt sikkert blive fantastisk til det, nu måtte han bare vende spændt og se på det. Vagterne var ret meget glemt nu, han var ikke interesseret i dem mere, men i hende, som tiden skred frem blev interessen i hende som hendes sande rebelske person utrolig i hans øjne.

Jacob kunne godt mærke på hende at han var begyndt at ramme et meget blødt punkt for hende noget hun lage meget skjul på, han brød sig ikke om at se hende på den måde, det var som om at ulykken nærmest kom frem i hende og at den omfavnede hende og tog sig in til den, for ikke at alde nogle give hende glæden tilbage. "ingen mennesker er perfekte desværre, det er sådan guderne har skabt os, men lad nu smilet komme frem" sagde han roligt og smilte opmuntrende til hende hvorefter en meget lav stemme kom fra ham. "selvom mit hjerte ville ønske de faktisk havde en der kunne trøste dem og lade dem lukke de tåre ud de låser inde". han var helt sikker på at de gemte sig et sted, at hun virkelig havde nogle tåre der aldrig fik lov til at komme frem på grund af hendes status, han håbede at hun en dag ville finde en der kunne give hende den trøst hun manglede for at få dem ud, et enkelt tidspunkt hvor hun kunne lade sig blive svag for at få sin styrke tilbage.

Jacob smilte meget let og kiggede ned i jorden, ikke fordi han ikke ville svare, men fordi at det ikek var noget han direkte kunne sige, hvad han skulle svare til det var svært. "jeg ville aldrig kunne give bevis på at jeg er værd at stole på, i hvert fald ikke med alle disse mennesker omkring, men jeg kan sige en ting, at se nogen låst fast skaber et sår i mit hjerte, at vide de aldrig ser de skønheder jeg ser bare for en dag piner mig, derfor hjælper jeg små fugle i nød, fordi at de fortjener bedre" sagde han med et godt tryk på de, han ville vise at det var hende han mente, ingen anden, det var fordi han ville vise hende en verden der hverken var overklasse eller underklasse, men det mest naturlige man kunne. "at gå i skoven, se et vandløb omgivet at rosenbuskær i flor, mens man nyder solen med fødderne i det dejlige vand, at gå på en mark, mens man mærker kornet mod sine hænder, mens man går i gennem det, at finde et græsplet mellem alle de høje træer hvor solen skinner ned og man kan høre fugle synge for dem. det er blot få ting der er at se i den vilde natur" sagde han og smilte til hende, det var som om han fortalte om alt det han holde mest af.

Han nikkede efter hendes ord, han var glad for at hun virkede som om hun forstod hvad det var han endelig sagde til hende, det her var et sted hvor hans familie navn var kendt og han var ikke sikker på hun overhovede ville stole på ham i første omgang, derfor holde han sig meget for sig selv, mens han berørte hende kunne han godt mærke på hende at hun ikke lige havde regnet med det, dog havde han lidt gjort det med vilje, ikke bare for at give hende dette gys, for at gøre hende opmærksom, men også fordi det havde været dit indbydende. "jeg må beundre dine evner til at huske en simpel jæger som mig, de har tydelig store evner, hvis de kan kende hele deres folk sådan" sagde han, mest for at få lukket samtalen, så vagterne ikke troede at der var det store indenfor dette emne, han tog roligt sin hat på igen, men denne gang skjulte han ikke sit ansigt, han lod hende se ham, som han var, han vende endda hatten lidt så solen stadig gjorde hans øjne blå frem for mørke, han ville gerne virke imødekommen for hende.

Da hun stilte sig hen med buen og pilen smilte han let til hende, der var nok mere bag, men han ville da ikke takke nej til denne chance for at stå tæt på hende igen. han gik langsomt hen til hendes og stilte sig helt op af ryggen på hende, hun ville tydeligt kunne mærke hans muskuløse krop mod hendes ryg. "læn dem let tilbage så de kan følge min krops stilling, så bliver det lettere" sagde han og stregte hendes arm ud, med buen, så det var helt ret, hans hoved var ved siden af hendes, så han kunne høre hendes åndedræt, og hvordan det kørte roligt indtil nu, han vidste ikke om det begynde at køre op ved hans nærværelse, men nu lyttede han efter. "luk deres ene øje, mens det fokusere med det andet, først når deres øje føler sig lige med buen mod skiven, tag de pilen på linen" sagde han og lage en hånd på hendes anden hånd, men dog løst så hun kunne flytte den når hun var klar, den var der kun for at hjælpe hende.

[Lyenna Norgarthon]

Hvis han ikke kunne lide at gøre hende forlegen hvad var det så han gjorde? Hun følte sig så latterlig over at blive påvirket af den slags snak for det lignede virkelig ikke hende, normalt plejede hun bare at smile til de unge mænd der sværmede om hende og som ytrede sig med den slags og ellers kunne hun føle sig irriteret over at de sagde sådan noget. Hvorfor var han så anderledes at hun selv reagerede anderledes overfor ham? han var en jæger, en simpel almindelig jæger.. men det var måske derfor? Det var det nok, han havde måske ingen grund til at lyve og var derfor ærlig, og hun var nok bare ikke så van til ærlighed på det punkt. Hun fandt ham skam interessant, og almindelig hvor han bare snakkede til hende uden at have nogle hæmninger, eller i hvert fald ret få hæmninger i forhold til hvad han var van til. Hans svar gjorde det på ingen måde lettere, eller bedre og hun slog blikket ned endnu engang. Hun fik virkelig lyst til at bede ham stoppe men på den anden side nød hun at høre ham sige den slags, mere end hun måske burde. Hun bed sig svagt i underlæben og trak vejret dybt ind inden hun vendte blikket op mod ham igen ”Tak for Deres komplementer, De ved virkelig ikke hvor meget det betyder at høre Dem sige sådan” svarede hun blidt og med en varm stemme. En svag rosa farve var endnu engang gledet hen over hendes kinder, dog kun ganske svagt og ikke fordi hun rødmede af forlegenhed men af glæde og opstemthed over at han virkelig gav hende håb på den måde han nu gjorde.

Selvfølgelig var det en kamp, det var en kamp om at slippe de tøjler som hun var blevet tvunget i og blot nyde sine omgivelser. En kamp som kunne gå begge veje, en kamp som hun ikke vidste om hun turde tage op offentligt for den kamp havde hun skam taget i al hemmelighed. Hun var ikke så svag og hjælpeløs som folk troede, hun var ikke håbløs og fjantede som de fleste troede, og hun var slet ikke hjernedød! Kampen blev kæmpet og det lykkedes hende at smide alle tanker omkring normerne og hvad folk forventede til side. Hans ord der nærmest havde været lokkende havde været med til at hun traf denne beslutning. Men hvem kunne også forhindre hende nu? vagterne kunne ikke, hvis nogen så hende kunne hun tage den derfra, mere gad hun ikke tænke på lige nu. ”Det må vi jo se om jeg kan” svarede hun med et mildt smil over de fyldige læber. Slå sine brødre? Hun tvivlede lidt på det men på den anden side kunne det da være fedt! Selvom de nok ikke ville blive særlige glade for det. hun kunne lige se det for sig, de ville da helt klart blive forfærdet over at en pige kunne slå dem. Tåber! Mænd havde tendens til at undertrykke kvinder så groft! Det var næsten helt latterligt, især når kvinder blot bøjede hovedet for dem.

Åh ja, han ramte nogle meget ømme punkter og hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre af sig. Pludselig vældede alle årenes lidelser ind over hende og gjorde hende så svag og skrøbelig. Ingen havde snakkede med hende sådan før, ikke engang hendes kammerpige og tidligere barnepige havde spurgt ind til den slags nok fordi hun ikke ville se Lyenna bryde sammen. Lyenna forsøgte derimod at virke som den rolig kvinde, der var både selvsikker, viljestærk og stædig, og som på ingen måde var let at knække. Men ingen var lavet af sten, og slet ikke hende. Folk vidste ikke hvor følsom hun kunne være, men det skyldtes nok at hun selv ikke viste det. han bad hende om at smile, og hun smilede et halvhjertet smil. Det var ikke just let at virke glad når hun var i det humør men de fleste lagde alligevel ikke mærke til at smilet ikke nåede hendes øjne. Noget sagde hende dog at han ville bemærke det, han havde allerede bemærket en masse som ingen andre havde gjort før så hvorfor skulle han ikke bemærke det her? Hans lave stemme fik et svagt suk til at bryde hendes læber ”Jeg tror ikke nogen gider høre på mine kvaler, livet er desuden for kort til at snakke om sine problemer, man skal i stedet nyde det man har” ja det var endelig hvad hun trøstede sig selv med hele tiden, at hun måtte nyde det hun havde for mange havde det værre end hun. I det mindste havde hun hvad hun ønskede af mad, tag over hovedet og tøj, andre sultede og var hjemløse.

Da han gav hende et svar på hvorfor hun dog skulle stole på ham lyttede hun. Hun behøvede endelig ikke den forklaring for hun stolede underligt nok på ham selvom det måske var dumt eller naivt når hun kun havde kendt ham i de minutter de havde stået og snakkede. Hun vidste at det han sagde var henvendt til hende, og han behøvede endelig ikke understrege det men alligevel gjorde hun hvilket fik et skævt smil til at dukke op på hendes fyldige læber, hun afbrød dog ikke, lod ham snakke ud og nød hans beskrivelse af naturen hvilket virkelig gav hende lyst til selv at opleve det. For godt nok var slotshaven smuk, men den var indrettet til at være det, det var ikke naturligt. ”Det lyder så smukt, slet ikke så farligt som folk ellers får det til at lyde” svarede hun mildt, hun havde tit fået at vide at man bare skulle holde sig fra skoven, det var farligt at være der alene og der var farlig mennesker derinde.

Selvfølgelig forstod hun hvad han mente, han gjorde det jo ret klart for hende og man skulle være helt hjernedød for ikke at opfatte det. Berøringen havde ikke været ubehagelig men så underlig fremmed og ny, hun kom sjældent i berøring med mænd udover til enkelte danse under ballerne eller når de bukkede for hende og kyssede hendes hånd. Så det var helt underligt og at det i det hele taget påvirkede hende havde hun slet ikke regnet med. Han lukkede samtalen og hun syntes ikke der var behov for at sige mere dertil. I stedet for satte hun kursen mod skydebanen som kun var enkelte skridt væk. Han stod snart bag hende og hun fornemmede hans bryst mod sin ryg og holdt i få sekunder op med at trække vejret. Okay hun havde måske dummede sig der, hun bed sig svagt i underlæben. Hun gjorde som han sagde og stillede sig som ham. Hendes hjerte hamrede voldsomt, tænk hvis han kunne høre det! hun opførte sig som en fjantede tøs men hun kunne virkelig intet gøre ved det, hans nærværelse gjorde hende helt underlig tilpas og fik hendes krop til at reagere på måder hun ikke helt forstod eller var van til. Hendes vejrtrækning var blevet en anelse hurtigere og at han lænede sig ned over hende gjorde det ikke bedre. Hun gjorde endnu engang som han sagde dog en anelse fraværende, hun lod læberne komme nærmere hans øre ”Jeg kan snige mig ud af slottet, men uden hest…” sagde hun med en ret lav og hviskende tone. Hun vidste virkelig ikke hvor god en ide det her var, hun håbede bare ikke hun ville fortryde det. Hun strammede grebet om buen ”Vi kan mødes ved udkanten af byen, men jeg kan kun være væk i få timer…” fortsatte hun mens hun strakte buestrengen en anelse dog uden at sætte pilen i endnu.

[Jacob Letonia]

Jacob mærkede på hende hvordan hun begynde at blive lidt rastløs, han havde nok påvirket hende en helt del mere end det var tilladt for en jæger at påvirke en prinsesse, hans liv hang helt sikkert i en tynd snor hvis nogle fandt ud af dette, men når han tænkte over det, så gjorde det ham intet, han havde det som om at hver ting han gjorde her, var noget der interesserede ham, han fik et hvis begær for hende som han stod her, ikke fordi at hun var køn, men fordi hun var den hun var, det var noget helt særligt lige nu. Han tog igen et skridt tættere på hende og holde kontakten i hendes øjne det virkede bare helt naturligt at gøre sådan, at komme tæt på hende, selvom han dog havde tanken i baghoved om at han skulle træde varsomt lige nu. "jeg tror jeg har en fornemmelse, men det kan vises på mange måder og hvis jeg bliver lyst på af guderne som jeg gør en dag får de måske chancen for at vise mig det" sagde han, med et blik dybt i hendes øjne, hvorefter han lod sin hånd varsomt komme op til hendes kind, han havde stilet sig helt rigtig, så ingen af vagterne kunne se denne bevægelse, han lod hånden blidt kærtegne hendes kind, som en venlig måske lidt flirtende gestus og blinkede til hende. han tog den derefter til sig og smilte lidt bredere, hvor han så dog forholde sin stående position tæt på hende, han ville ikke helt gå væk, selvom han ikke kunne stå her så meget, ville han være her lidt endnu, det var nok forkert, men det føltes rigtigt. "komplimenter er der mange af i verden, men dem der passer bedst til dem, kan dog ikke udtrykkes med ord" hviskede han meget lavt, det her var nok ikke noget han skulle sige for højt, men nu var det gjorde og han havde holdt tonen så vagterne ikke hørte ham.

Han lage mærke til den vundet kamp i hendes sjæl og hvordan hun langsomt begynde at forstille sig hvad dette kunne føre til, alle de ting hun kunne opnå ved at kunne lave hvad hendes andre slægtninge lavede, det kunne endda være at hvis hun lærte det ville kongen måske acceptere at hun brugte det som en hoppy, mest fordi at buen ikke var det værste våben, det var ikke så brutalt, det var en stille konkurante der handlede om koncentration og pression "med deres holdning til det, kan jeg kun forstille mig de kan blive en fremragende skytte" sagde han roligt og blinkede til hende, hun havde værdfald modet til at kunne tage alt dette op, så hvorfor skulle hun dog ikke tage det hele vejen og hvis han møde hende igen kunne han jo lærer hende meget mere, hvad han ikke kunne med en bue var der ikke mange der kunne finde, han havde mestret evnen til endda at spinne en pil rundt om objekter med de rigtige buer.

Jacob rystede på hoved over hende, mente hun ikke at der var nogle der ville høre på hendes kvaler, hvis der ikke havde været det, så var der i hvert fald kommet en, på den korte tid var det som om han havde fået følelsen af at han ville hjælpe hende, ligemeget hvad det var der skulle til og hvad han ville gøre, han ville ikke lade hendes liv blive spildt på den her måde, selvom hun havde alt, så manglede hun stadig at leve, hendes far havde berøvet hende noget at leve for ud over hvad han ønskede at hun levede for, hvilket i hans øjne var helt forkert. "den tåre ingen ser, er den tåre der gør dit liv mindre på jorden her" hviskede han meget roligt "hold dem aldrig tilbage, det skader dig bare mere" han ville ikke lade hende brande inde med denne smerte, han kunne selv huske det fra hans mors død, hvordan hans hjerte i starten blev hårdt, han fulde det med had for at undgå at indse sin smerte, indtil at Samson efter 2 år brød igennem til ham og fik hans virkelig følelser frem, selvom han havde været lille havde det været det der havde gjort ham til den sjæl han var i dag. "men jeg tror nok de har nogle der vil lytte til dem om ikke andet har de fået en på kort tid der nok skal lade tårnede få en lykkeligere slutning" sagde han og smilte opmuntrende til hende, han havde selv hendes halve smil og det pinte ham, men han kunne ikke gøre meget ved det mens de var her. "så behøver de aldrig at smile så pinefuldt til mig igen, de er så meget kønnere, når man kan se det kommer fra hjertet og ikke bliver tvunget" hele hans samtale med hende var i en lavere tone nu, mest for at vagterne ikke skulle høre noget, han ville ikke havde at de blev opdaget, så han kunne lige så godt bare sige det lavt, han var også sikre på at de fleste af dem ikek tog sig af det, da de prøvede at få deres temperament ned eller fordi de tænkte på hvordan de ville skade ham når de fik fat i ham.

Jacob grinte lidt over hendes udtale, hun havde i sandheden aldrig været der, han kunne se det, især på hvad hun sagde til ham, det var sandt naturen var ikke farlig hvis man vidste hvor man færdes. Man skulle sørge for ikke at gøre sig selv til et bytte ved at gå de forkerte steder hen. "naturen er ikke perfekt, der findes fare, men jeg ville aldrig bringe en lille sangfugl i fare, så længe den er med mig, ville jeg holde den i sikkerhed og bringe den til de mest fantastiske steder, hvor den kunne flyve frit" sagde han og kiggede hende igen ind i de gyldenbrune øjne, han ville aldrig lade hende komme til skade, han ville aldrig på nogen måde lade hende opleve noget der skulle gøre hende bange for naturen, han ville vise hende naturens skønhed, men med det blev han jo også nød til at fortælle hende om de modsatte ting, selvom de ikke kom til at være der hvor de var ville han ikke havde at hun troede at verden var perfekt, der var andre ting man skulle passe på. Han mærkede også hvordan hendes følelse om at stole på ham var blevet bygget mere og mere op, det var som om hun blev meget interesseret og derfor bare ville stole på hams blindt, hvilket passede ham fint.

Mens de stod helt tæt og han lyttede til hvad han sagde, vidste han at han ikke måtte være stille i længere tid, ellers ville vagterne fatte mistanke og da de nok ikke var helt glade for dette i forvejen, blev han virkelig nød til at holde komedien oppe, selvom han jo faktisk rigtig lærte hende det, dog smilte han lidt over at hendes hjerte race af sted som det gjorde, det fik ham til at føle sig lidt godt tilpas, bare det at hans berøring fik hende til dette. Hans hånd slap hendes hånd med pilen og lage sig roligt på det stykke hvor der var bart mellem hendes bryst og hals, det var ikke noget med han søgte nogle steder hen, de lå der bare. "først falder de til ro, stille og roligt, lad hjertet hamre mere langsomt, de skal ikke stresset og tag dybe vejrtrækninger, helt ned i lungerne, du skal slappe helt af" sagde han, det var måske også lidt drillende for at vise hende at han kunne mærke det, men også nødvendigt. hans hånd fjernede sig med et blidt kærtegn, det ville ikke se sådan ud for vagterne, men han ønskede at hver berøring var behagelig for hende og på ingen måde ubehagelig. Han hånd førte nu ved ved hendes mave ved midten af korsettet og pressede med let på hende. "ryg dem lidt tættere på mig, så de står helt ret her" sagde han og log igen hånden fjernes med et kærtegn, den sluttede igen nede ved armen og startede ved albuen hvor den kørte langsomt ned af den, som tegn på at hun skulle strege armen. "sådan, nu sætter du bare pilen på når du er klar" han holde øjne mod skiven, mens han smilte let "jeg vil vende på dig der ude" hviskede han stille og roligt, som tegn på at han havde massere tid "og du skal nok komme hjem til tiden" sagde han og stregte så hendes arm med buen lidt mere for at sikre sig at snakken ikke fik hende til at miste helt fokus for træningen, da de måske ville blive afsløret hvis de ikke virkede troværdig.